Min egen historie

Min personlige historie mht. at blive fri af medicin og smerter
Jeg havde ret voldsomme skader i nakken efter min whiplashulykke i 2002. De værste skader, nemlig instabilitet mellem kraniet, 1. og 2. nakkehvirvel med tryk på rygmarven, blev afhjulpet med en stivgørende operation i 2007 fra C0 til og med C3, som på sigt kunne skade især leddet under fiksationen, som kunne blive instabilt. Efter operationen fortsatte de stærke smerter. For ud over instabilitet i øvre nakke fik jeg efter ulykken også konstateret ustabilitet mellem 4.- 5. og 6. nakkehvirvel samt diskusprotusioner mellem C4/C5 og C5/C6, hvor der også er osteofytdannelser (kalkaflejringer, der kan trykke på væv, nerver og kar som følge af instabiliteten). Osteofytterne er konstateret i 2014. Intet af det er blevet behandlet, men en neurokirurg sagde i 2014 til mig, at osteofytterne skulle fjernes på et tidspunkt ved at ”skrabe” knoglerne i nakken fri.

Siden da har jeg heldigvis ikke fået taget billeder af nakken, så jeg ved ikke, hvordan min nakke ser ud i dag, og nu ved jeg, at det også er ligegyldigt.

Hvorfor siger jeg ”heldigvis” og ”at det er ligegyldigt”?
Det gør jeg, fordi ingen ved, hvem der har smerter pga. forandringer i nakken. Forskning viser nemlig, som nævnt under nyere smerteforskning, at nogle har svære forandringer uden at have smerter, mens andre har svære smerter uden at have synlige forandringer.

Det skyldes, at smerter opstår i hjernen. Det er altså ikke skader på vævet, der giver smerter, men noget andet, som man i forskningen endnu ikke har fundet ud af, hvad er.
”The missing link” i forståelsen af smerter kan være tanker. Tanker kan skabe kaos i hjernen, og det har de også gjort hos mig, men siden efteråret 2021 har jeg været fuldstændig smertefri.  

Min vej ud af medicin og smerter
Min vej ud af smerter og medicin startede med, at jeg for flere år siden begyndte at læse om nyere smerteteori og blev meget mere bevidst mine smerter. Jeg ser – som i nyere smerteforskning - på smerter som bio-psyko-sociale, fordi det forklarer, at hele mennesket er påvirket af smerter. I starten ”strittede” antagelsen på mig, men jeg begyndte også at kunne se, at det også påvirkede hele mig. Bl.a. var jeg bange for visse bevægelser og troede fuldt og fast på, at min nakke var meget skadet. 

Min nye viden hjalp mig til at forsøge at trappe ud af min medicin, og det lykkedes til min overraskelse efter knap ét år. I dag er jeg fuldstændig fri af medicin. Udtrapningen foretog jeg meget langsomt. For kroppen reagerede hver gang, jeg skar ned i dosis. Men efter en tid forsvandt generne, og jeg forsatte.
Først fjernede jeg de 8 stk. Paracetamol, jeg tog dagligt. Det mærkede jeg intet til.
Dernæst trappede jeg ud af Oxapax (et benzodiazepin, som jeg fik pga. svære muskelspændinger). Jeg fik 15 mg x 4, men havde været oppe på det dobbelte på et tidspunkt. Efter ca. ½ år var jeg ude af det. Under udtrapningen fik jeg mere muskelstivhed og mange flere kramper, som dog forsvandt fuldstændigt en måneds tid efter, at jeg var trappet helt ud. Kramperne viste sig at være forårsaget af bivirkninger til medicinen, hvilket er særdeles tankevækkende! Da jeg startede med præparatet, var det virkelig virksom, men over årene er virkningen blevet til bivirkninger i stedet.
Til slut kom turen til udtrapning af Contalgin, som er et morfika, der anvendes som depotmedicin. Jeg fik 10 + 10 + 10 mg ved start og kom ud af det i løbet af knap ½ år. Med denne udtrapning forsvandt den migræneagtige hovedpine, jeg havde haft 3-4 dage om ugen, fuldstændig. Det viste sig, at migrænen skyldtes medicinen og ikke nakken! Også dét er meget tankevækkende.
Jeg nævner det, fordi mange ikke er i stand til at komme helt ud af medicin. Jeg tror, nogle måske forveksler bivirkninger/abstinenser med de oprindelige smerter og gener. Det gjorde jeg i hvert fald selv, men jeg vidste samtidig, at det kunne ske og holdt ud. Når symptomerne under nedtrapning tager til, kan det rent faktisk skyldes abstinenssymptomer, som kan forekomme selv om udtrapningen foretages langsomt.  
Trap aldrig ud af din medicin uden at have lægen med i det. Min læge troede ikke, at jeg kunne gør det, men hun støttede mig, og jeg fik selv lov at styre.
Efter udtrapningen havde jeg stadig smerter, men de var ikke værre, end mens jeg tog medicinen. Men hovedpinen og kramperne forsvandt.

”The missing link”
”The missing link” for mig viste sig at være større bevidsthed om mine tanker om smerter og min situation.

Før udtrapningen af medicin stod mine tanker i vejen for at tro på forbedring; for jeg var så overbevist om, at mine smerter skyldtes skader i nakken, at jeg lukkede af for alle andre muligheder. Først da jeg begyndte at åbne op for muligheden af, at jeg ganske rigtigt havde skader, men at det faktisk ikke var sikkert, at det var dem, der gav mig smerter, kunne jeg begynde at tage det ind på en anden måde.
Jeg blev mere bevidst om, hvad jeg tænkte om mine smerter og min situation. Hver gang jeg blev bevidst om, at jeg tænkte bekymringstanker, droppede jeg tankerne. Hver gang jeg blev bevidst om, at jeg tænkte begrænsende tanker, droppede jeg dem. Jeg kunne fx tænkte, at smerterne var ulidelige, at de ødelagde mit liv, spændte ben for alt for meget, og jeg ikke forstod, hvorfor lige netop jeg, skulle lide så meget. Jeg skabte med andre ord lidelse oven i smerterne. I stedet forsøgte jeg at acceptere smerterne. Jeg lod dem være, som de var. Uden at problematisere.
Når jeg skannede kroppen for smerter, hvad jeg rent vanemæssigt havde gjort siden ulykken, stoppede jeg øjeblikkeligt. For en kropsskanning førte til, at jeg blev bevidst om mine smerter, og så begyndte jeg at spænde op. Det forværrede smerten.
Det førte alt sammen til, at jeg først ikke længere skabte lidelse oven i smerterne, men derefter til, at jeg en skønne dag opdagede, at jeg ikke længere havde ondt i nakken. Det var forunderligt.

Jeg har stadig andre symptomer. Jeg kan vågne og være dårlig om natten med kvalme og svimmelhed. Jeg har stadig brug for regelmæssig nakkestøtte for at undgå spændingshovedpine. Jeg har stadig samsynsproblemer og tinnitus på venstre øre.
Jeg kan stadig ikke klare alt det, jeg kunne før, og jeg har stadig brug for hvile og ro. Men at være blevet smertefri og få mere mod på at udfordre livet, føles som intet mindre end et mirakel. 

Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE