PSYKIATRISERING

FUNKTIONELLE LIDELSER, BODILY DISTRESS SYNDROME, HELBREDSANGST

Læs også afsnittene om Psykiatrisering, TERM og Omgå funktionel lidelse.

AFNSITTET KORT FORTALT:
Lidelser med uspecifikke symptomer, så som fibromyalgi, kronisk whiplahs, irriteret tyktarm, bækkenløsning, kronisk træthedssyndrom etc. som er både svære at diagnosticere og svære at behandle bliver nu psykiatriseret. Patienterne får i stedet for deres anerkendte diagnoser, psykiatriske diagnoser, der endnu ikke er anerkendte (se afsnittet Funktionel Lidelse). Disse grupper af patienter har desuden et væsentlig større sygefravær end andre. Nogle læger kalder dem for ”lægeshoppere” eller ”hospitalsshoppere”, fordi de gør flittigt brug af sundhedsvæsenet. Dette har ført til, at Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser er kommet på landkortet i Danmark. De har nemlig en løsning på problemet. Alle patienter får en psykiatrisk diagnose, og dermed skal de også have en psykiatrisk behandling.

Lægevidenskaben bygger på diagnoser, som senere har udviklet sig til specialer, der bygger på bestemte organsystemer. Ovennævnte patientgrupper falder uden for disse specialer. De går snarere på tværs af specialer; men det lader sig ikke gøre i praksis. Derfor er det en oplagt løsning at give alle en psykiatrisk diagnose i stedet, for så er ”de anbragt”/sat i bås.
Patienter betragtes på samme måde som maskiner, der kan ordnes/fikses, hvis de går i stykker. I lægernes videnskabelige verden skal alt kunne måles, vejes eller fotograferes. Viser det ingenting hos en patient, der har det dårligt, forlægger et problem.
Diagnoser har altid hentydet til den behandling, patienten skal have, hvis vedkommende er syg; men whiplash er f.eks. den bevægelse, der sker, når hovedet eller hele rygsøjles slynges frem og tilbage som følge af et uheld. Diagnosen siger altså intet om behandlingsretningen. Det samme gør sig gældende for mange af de andre diagnoser, FFL nævner som værende funktionelle lidelser.
Som Henrik Isager siger, har systemet en kattelem: ”Man karakteriserer patienten uden acceptable tegn på fysisk sygdom som psykisk syg, lidende af vrangforestillinger på det kropslige område”.
Ved at give de mange patientgrupper en psykiatrisk diagnose, ligger det i sagens natur, at de således skal have en psykiatrisk behandling, hvilket også er det, de får, nemlig psykofarmaka, terapeutiske samtaler etc.
I Henrik Isagers bog ”Blinde pletter” står: Når somatisering/funktionel lidelse er hæftet på patienten kan evt. protester eller modargumenter tages som en bekræftelse på tilstedeværelsen af vrangforestillinger eller andre former for forstyrret indsigt. Patientens virkelighedsopfattelse forkastes. Man udstødes af ”de rigtige patienters kreds”.
Patienterne får således heller ikke længere tilbudt fysisk behandling, hvilket synes fuldstændig uforståeligt set i lyset af, at f.eks. whiplashskadede, der får tværfaglig behandling i Sverige, bliver raske og kommer i arbejde efter fem år.
Hvad der på sigt kommer ud af denne psykiatrisering, kan jeg selvfølgelig kun gisne om; men jeg tror desværre, at der er rigtig mange patienter, der fejldiagnosticeres og fejlbehandles, og desværre kan det også få den konsekvens, at mange bliver uarbejdsdygtigt, kronisk invalide eller i værste fald dør. Jeg håber, der er nogle, der vågner op, før der sker for stor skade!  

INDHOLD PÅ SIDEN:
1. Psykiatriseringsbølge
2. Et bud på, hvorfor så mange patientgrupper psykiatriseres?

3. Diagnoserne funktionel lidelse, bodily distress og helbredsangst


1.PSYKIATRISERINGSBØLGE
En psykiatriseringsbølge har oversvømmet Danmark. Eller måske snarere en psykiatriseringtsunami; for mens tsunamien ruller hen over Danmark, efterlader den meget uheldige og uoverskuelige ”ødelæggelser”/konsekvenser for den enkelte patient og patientens nærmeste.

Tsunamien stammer fra Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser som er i færd med at give 300.000 mennesker, der i forvejen har en fysisk diagnose, en psykiatrisk diagnose i stedet. Det medfører i værste fald, at fysiske sygdomme overses og at patienter kan dø.

Svend Brinkmann, professor ved Ålborg Universitet kalder da også Danmark for et diagnosesamfund. Psykiatere vurderer, at omkring en fjerdedel af danskere opfylder kriterierne for mindst én psykisk sygdom i løbet af et år.
”Det er et samfund, hvor vi igennem det filter, som de psykiatrisk diagnoser udgør, filtrerer vores oplevelser af, hvad det vil sige at være menneske, og hvad det vil sige at have problemer i livet. http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2013/03/02/0302135309.htm#.UTIPkSPdvCw.facebook

Det er med andre ord blevet almindeligt at sætte diagnoser på også helt normale problemer i livet.  

Regions Hovedstadens Psykiatri siger i et notat om oprettelse af et Videnscenter for patienter med funktionel lidelse den 30.03 2011: ”Tilstande, som er karakteriseret ved uspecifikke fysiske symptomer, men hvor der ikke kan påvises en medicinsk eller kirurgisk sygdom, kaldes funktionelle sygdomme. Ud over kronisk træthedssyndrom/CFS drejer det sig bl.a. om fibromyalgi, irriteret tyktarm, kronisk whiplash, duftoverfølsomhed og somatoforme tilstande. Undersøgelser har vist, at der er et stort sammenfald mellem de funktionelle syndromer, således at patienternes klager hyppigt kan passe ind i flere forskellige mulige diagnoser samtidigt. Der er i arbejdet med kommende diagnosesystemer forslag om at ændre den nuværende diagnostiske inddeling, således at lidelserne samles under den fælles betegnelse Bodily Distress Syndrome (BDS) – en diagnose, der allerede anvendes som forskningsbaseret diagnose ved Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser (FFL), Århus Sygehus”. Og fortsat: ”Der findes i dag dokumentation for, at de funktionelle lidelser er årsag til en væsentlig andel af det længerevarende sygefravær. Der findes en solid dokumentation for, at kognitiv adfærdsterapi og gradueret fysisk optræning er effektive behandlinger ved CFC og andre funktionelle syndromer, hvorimod der er en mere sparsom dokumentation for andre behandlingsmetoder”.

Desværre er det ikke korrekt, at der findes solid dokumentation. Det kan du læse om under afsnittet Funktionel lidelse. Havde der været solid dokumentation, var der måske ikke så meget modstand mod det, der foregår.

Psykiatriseringstsunamien gælder - som du allerede har læst i ovenstående – desværre også whiplash Læs mere om de tre psykiatriske diagnoser under afsnittet Funktionel lidelse og TERM-modellen. F.eks. om, hvordan diagnoserne stilles og hvordan de behandles.


2.ET BUD PÅ, HVORFOR SÅ MANGE PATIENTGRUPPER PSYKIATRISERES
Hvordan en så omfattende psykiatrisk sygeliggørelse kan finde sted i dagens Danmark er det helt store spørgsmål? Svaret skal måske findes i historien. Det mener i hvert fald den tidligere speciallæge med fokus på energitabssygdomme, Henrik Isager. Hans bud skriver han om i bogen: ”Blinde pletter. Om lægevidenskabens og sundhedssektorens amputerede virkelighed” udgivet på forlaget Hovedland i 2011.


At læse hans bog har sat meget på plads for mig selv. Jeg håber, også du bedre vil forstå, hvad der foregår, når du har læst nedenstående, der bygger på hans bog.

Lægevidenskaben bygger på opfattelsen af, at menneskekroppen er som en maskine, og at virkelighedens verden er et lukket system af årsag og virkning. Deraf er apparat-fejl-modellen eller maskinmodellen opstået. Mennesket kan sammenlignes med en maskine, som pr definition er under menneskelig kontrol. Maskiner kan skilles ad og sættes sammen igen. Den moderne lægevidenskab har fået meget ud af denne vision; men visionen har også på afgørende måder begrænset udsynet.
Maskinfejlmodellen bygger på positivisme, som står for ”ren videnskab”. Alt kan måles, vejes eller fotograferes. En af konsekvenserne af denne model er de højtudviklede specialefunktioner i sundhedssektoren. Den menneskelige krop er blevet delt op i ekspertområder hver med sine afgrænsede diagnosebetegnelser. Formelt kan specialisten ikke tage stilling til spørgsmål, der ligger uden for hans/hendes speciale. Tidligere tiders læger var i modsætning hertil generalister. De vidste lidt om alt.

Henrik Isagers har talt med mange patienter, der føler sig som uvelkomne og hjælpeløse fremmedlegemer, når de træder ind på et hospital. Maskinmodellen indikerer en tingsliggørelse af mennesker. Der lægges stor vægt på det objektive ved en undersøgelse – altså på det, der kan måles, vejes og fotograferes. Patientens egen vurdering betragtes som subjektiv og tillægges ringe vurdering. Lægen ved bedst.

Læger har en tendens til vanemæssigt at fastholde, at der typisk kun kan være én årsag til en sygdom. F.eks. blev mavesår for årtier siden betragtet som en stressprovokeret sygdom, indtil man fandt en infektion – en maskinfejl. Herefter ændredes opfattelsen. Men kan der ikke være to årsager til mavesår? Vi kender vel alle til, at stress stadig kan udvikle mavesår.

Den kliniske del af sundhedssystemet bygges i overvældende grad op omkring diagnosebetegnelsen. Alene dette gør systemet konservativt. Tidligere var diagnoser et hjælpemiddel ved sygdomsbehandling og forskning. I dag former diagnosesystemet forestillingen om, hvad behandling er for noget og hvad formålet med behandlingen er, nemlig at eliminere den samling symptomer, der karakteriserer diagnosen og så vidt muligt genskabe tilstanden, som den var før sygdommen satte ind.

Problemet opstår, når diagnosen ikke ligger lige for. Når patienten må sendes rundt til forskellige specialister. Da kan patienten få en oplevelse af, at det at komme til lægen er som at komme i retten: Man skal selv bevise, at man er syg.

Et andet problem opstår i forhold til, at lægevidenskaben i en vis udtrækning placerer sine patienter på en moralsk skala. Måske underforstået, men ikke mere underforstået, end at den afspejles i de tiltaleformer og det kropssprog, der anvendes overfor patienten.

Skalaen går ud på, at det er bedst at være rask. Det næstbedste er at have en almindelig anerkendt sygdom, der kan diagnosticeres ved at måle, veje og evt. fotografere. Psykisk sygdom, der diagnosticeres på adfærden, er anerkendt, men rangerer lavere på skalaen. Absolut nederst rangerer de sygdomme, der falder udenfor. Der, hvor der mangler objektive beviser, men hvor de ikke umiddelbart hører ind under psykiatrien. De ”dømmes” objektivt raske” på trods af, at de selv føler sig syge og oplever væsentlige symptomer og funktionsforandringer.

Systemets og patientens opfattelser er så forskellige, at de ikke kan forenes; men systemet har en kattelem. Man karakteriserer patienten uden acceptable tegn på fysisk sygdom som psykisk syg, lidende af vrangforestillinger på det kropslige område. Såkaldt somatisering eller funktionel lidelse, som er betegnelser for fysiske symptomer, hvor en sygdom ikke kan påvises. (Tænk på, at det er en læge siger dette!!!)

Denne lægelige opfattelse udspringer også fra positivismens forestilling om en afgrænset virkelighed, der principielt er gennemskuelig og åben for erkendelse. Når en fysisk årsag ikke kan påvirkes, må der være en psykisk. Ellers bryders systemets rammer.

Henrik Isager refererer til Gretty Mirdal, der er forskningsprofessor i psykologi ved Københavns Universite. Hun har opsummeret de indforståede antagelser og forudsætninger for somatiseringsbegrebet (eller begrebet funktionel lidelse):

  • Begrebet somatisering betyder, at der ikke findes en organisk årsag for den fysiske klage
  • At årsagen ”derfor” må være psykisk
  • At de psykiske problemer ”forvandles” til fysiske klager eller udtrykkes gennem kroppen
  • At disse psykiske problemer ofte medfører psykosociale fordele for patienten
  • At patienten ikke har indsigt i egen psykologiske problematik
  • At der følgelig er uenighed mellem patient og læge om sygdommens beskaffenhed
  • At det er lægen, der har ret
  • At patienten bliver ved med at klage trods negative fund og lægelig forsikring om, at symptomerne ikke har nogen fysisk årsag
  • At symptomerne ikke kan behandles i medicinsk regi, fordi der ikke er tale om en somatisk sygdom, men om en psykisk afvigelse

Resultatet er ifølge Mirdal et flertydigt begreb, der ikke kan hverken be- eller afkræftes.

Når somatisering/funktionel lidelse er hæftet på patienten kan evt. protester eller modargumenter tages som en bekræftelse på tilstedeværelsen af vrangforestillinger eller andre former for forstyrret indsigt. Patientens virkelighedsopfattelse forkastes. Man udstødes af ”de rigtige patienters kreds”. (Det står der også – med andre ord - i Vejledningen vedr. funktionelle lidelser udgivet af DSAM).

Henrik Isager har valgt en anden betegnelse for funktionelle lidelser, nemlig multisystemsygdomme (som er introduceret af Martin L. Pall). Multisystemsygdomme er f.eks. whiplash, fibromyalgi, kronisk træthedssyndrom. Kort og godt alle de lidelser, Per Fink og andre betragter som funktionelle lidelser.

Mennesker med multisystemsygdom kan havne flere forskellige steder i det specialeopdelte sundhedsvæsen. I det enkelte speciale er der en tendens til at navngive ud fra egen virkelighedsopfattelse. Dermed kommer listen over anvendte diagnoser til at afspejle symptomernes mangfoldighed, men på en usystematisk måde.

Diagnoserne figurerer i diagnosesystemet; men netop disse diagnoser har ikke vundet samme respekt og accept som systemets andre diagnoser. Opdelingen i diagnoser giver en stor ulempe i forhold til forskning, fordi der forskes efter diagnoser. Hertil kommer, at lægerne ofte er bange for i det hele taget at stille diagnoser på disse patienter, fordi de frygter, at det kan forværre det, de opfatter som indbildt sygdom. Patienten derimod er nødt til at klynge sig til en diagnose for ikke at miste al troværdighed. Også interessegrupper og patientforeninger er splittet op efter diagnoser og mister derfor deres slagkraft, mener Henrik Isager.

Alt i alt afspejler situationen et erkendelsesmæssigt svigt i det system, de lægelige specialer tilsammen udgør, og hvor de formelt og reelt administrerer hver deres del af systemets virkelighed. Specialerne kører i hver deres så regelrette system, at de forstyrres kognitivt, når de stilles overfor et fænomen, der går på tværs af specialerne og ikke passer på nogen af dem.

Multisystemsygdom har mangfoldige og meget forskelligartede symptomer. Henrik Isager nævner symptomer fra de samme organsystemer, som Forskningsklinikken anvender til at stille diagnosen (se afsnittet Funktionel Lidelse), men dog noget mere uddybet.

 
3. DIAGNOSERNE FUNKTIONEL LIDELSE, BODILY DISTRESS SYNDROME OG HELBREDSANGST
Så er vi fremme ved, hvorfor det kan være så vigtigt for lægerne at få alle disse sygdomme/diagnoser rubriceret under tre psykiatriske diagnoser, nemlig funktionel lidelse, Bodily Distress Syndrome og helbredsangst.

Får patienten en sådan diagnose, anviser diagnoserne behandlingen – i dette tilfælde hovedsageligt psykiatrisk behandling.
Patienterne behøver ikke længere at blive undersøgt af eksperter/speciallæger, som alligevel ikke kan finde ud af, hvad de fejler.
De er nu er at betragte som værende psykisk syge.
Nemt og bekvemt. For læger. For kommunen. For forsikringsselskaber etc. Men absolut ikke for patienten, som ”sidder tilbage” med fornemmelsen af at fejle noget fysisk alvorligt, som ikke tages alvorligt, men i stedet negliseres.

Rent faktisk viser forskning i flere af de omtalte lidelser, at den enkelte lidelse har konkrete fysiske årsager. Se også afsnittet: Nyere Forskning. Men disse årsager vælger man på Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser at se fuldstændig bort fra. Det er ikke kun de psykiatriske læger, der er "med på vognen". Også de praktiserende læger og læger fra mange andre specialer har samme indstilling. Bl.a. læger på smerteklinikker rundt omkring i landet. Formentlig fordi de - som Henrik Isagers teorier siger - ikke ved hvad, hvad de skal gøre ved disse patientgrupper, som i den grad belaster sundhedssystemet, fordi de har det dårligt og ingen ved, hvad de skal stille op. Før Per Fink og andre fik ideen til at psykiatrisere alle.  

At lægerne endnu ikke er i stand til at diagnosticere f.eks. whiplashramtes fysiske skader, betyder ikke, at de ikke er der. Der er faktisk også forskere, der HAR fundet skader. Man er dog endnu ikke i stand til at se disse skader på de undersøgelser, der kan laves i Danmark i dag. Med den viden er det faktisk utilstedeligt at lave en samlet psykiatrisk diagnose for så mange forskellige patientgrupper. Man sidder tilbage med fornemmelsen af, at det gøres af lethedsgrunde. "Put dem Ind i det psykiatriske behandlingssystem. Så er man af med dem.

Gad vide hvorfor lægerne fravælger at anvende nogle at de internationale studier, der allerede foreligger og som har en helt anden tilgang til whiplash? Studier af afdøde foretaget af kiropraktor Lars Uhrenholt (se under Relevant læsning og Nyere Forskning) viser, at der kan være skader på forskellige væv, selv om skaderne ikke kunne påvises med de undersøgelser, man på nuværende tidspunkt foretager i Danmark, men udelukkende ved dissektion og mikroscopi.

Dødeligheden ved ulykker er reduceret kraftigt de seneste år; men til gengæld er der flere, der får diagnosen whiplash. Tidligere døde bilister eller passagerer i biler, fordi der hverken fandtes sikkerhedssele eller airbacks. I dag overlever langt flere; men mange får en såkaldt piskesmældsbevægelse af nakke og lænd (hele ryggen) i forbindelse med ulykken. Heldigvis bliver mange raske bagefter; men Lars Uhrenholt (se ovenfor) som formentlig er den fagperson i Danmark, der har arbejdet med og ved mest om whiplashskader, antager, at mellem 25- 50 % får varige skader i en eller anden udstrækning http://www.whiplashforskning.dk/tal/tal_kronisk.htm, mens Sundhedsstyrelsen siger, at 5 % formentlig har lidelsen efter 12 mdr. http://www.sst.dk/publ/publ2000/whiplash/kap04.html#4.1

Det virker absurd, at årsagen til whiplash skulle være at finde i psyken hos mennesker, der er i alle aldersklasser, kommer fra alle sociale lag og forud oftest er velfungerende mennesker, der er i arbejde og som ingen ønsker har om ikke at være arbejdsuduelige. At der er mange patienter med whiplash, der har en psykisk overbygning som reaktion på det, at få en kronisk lidelse med alt hvad deraf følger, er en anden side af sagen. Hvor Per Fink og FFL mener, at de fysiske symptomer ved whiplash stammer fra psyken, men jeg, at de stammer fra skader i nakken.

Sundhedsstyrelsen konstaterer, at der mangler forskning på området. Det vil jeg give dem medhold i, og jeg kan kun opfordre til, at der snarest bliver iværksat forskningprojekter, der ikke udelukkende handler om at psykologisere og psykiatrisere en så stor patientgruppe!

Henrik Isager refererer til Henrik Palls udtalelser om, at magtfulde organisationer og individer har en finansiel interesse i, at den kontroversielle status i funktionelle lidelser fastholdes. Det betyder efter hans mening, at forskere, der fatter interesse for feltet omkring lidelsernes fysiske aspekter, kan blive rådet til at holde sig fra det, hvis de ikke vil ødelægge karrieren.
Det lyder fuldstændig absurd i mine ører. Jeg har svært ved at tro, at det kan være korrekt; men desværre tror jeg efter nærmere overvejelser, at det er sandt! Der er for mange interesser i at psykiatrisere lidelserne til, at det nogensinde vil blive prestigefyldt at forske i andre aspekter af dem.

Til gengæld fortsætter Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser deres psykiatriske sygeliggørelse. De siger, som tidligere nævnt, at der er solid dokumentation for, at deres behandling virker dog med en tilføjelse om, at de behandlingsmetoder, der er sparsom dokumentation for, er antidepressiv medicin og mindfulness; men nu forelægger der også et forskningsprojekt på sidstnævnte område. Se under afnittet vedr. Funktionel Lidelse under afsnit 6.
Se endvidere under afsnittet TERM og Omgå psykiatrisering.

 

Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE