PSYKIATRISERING

Interessenter i psykiatriseringen:
Psykiatriseringen af ca. 300.000 fysisk syge mennesker tilfredsstiller mange interessenter. 

Samfundet har fået de mange komplekst syge placeret. Nu gøres der noget. Selv om det, der gøres (psykiatrisk behandling) ikke er i patienternes interesse. Det dog samfundet langt mindre, end det ville koste fx at oprette tværfaglige centre, som der er evidens for virker i forhold til denne store gruppe af komplekst syge mennesker.   


Diagnosegarantien kan opfyldes på alle patienter, da "diagnosen" kun kræver tre symtomer.

De syge stoppes at ”shoppe” rundt i sundhedssystemet, fordi de stoppes allerede hos den praktiserende læge, som har til opgave ikke at sende dem videre i sundhedssystemet.

Lægers interesse i komplekse lidelser kan mestendels ligge på et meget lille sted, fordi patienterne ikke hører til i ét, men i flere specialer, hvilket vanskeliggør behandlingen af patienterne, fordi specialerne ikke samarbejder. 

Komplekst syge patienter er - som professor Morten Sodemann siger- ikke et sexet speciale, som tiltrækker læger. Kan de placeres i psykiatrien, er de derfor væk fra de somatiske lægers græsgange.  

Kommunerne har fået et redskab, som de kan anvende til at trække afgørelser om de syge menneskers forsørgelsesgrundlaget i langdrag, fordi der med en psykiatrisk diagnose er nye behandlingsmuligheder, som først skal afprøves. 


Forsikringsselskabernes erstatningsansvar ved f.eks. ulykker eller arbejdsskader kan fraviges, idet der ikke findes sikkerhed for, hvornår en psykiatrisk lidelse er opstået. Det er ikke nødvendigvis sket i forbindelse med ulykken eller arbejdsskaden. Kun 5 % med en psykiatrisk diagnose får erstatning.


Lægemiddelfirmaerne er interesserede i nye diagnoser, fordi det øger deres muligheder for at sælge psykofarmaka til en ny, meget stor patientgruppe. 

Dem, der har opfundet diagnosen, vil kunne høste stor anerkendelse, hvis det lykkes at få diagnosen internationalt godkendt. Indtil videre ser det dog ikke ud til at lykkes.

Sundhedsstyrelsen finansieres for en stor dels vedkommende af midler fra lægemiddelindustrien. 

Alt i alt synes det, som om ”der er slået mange fluer med ét smæk”.

Patienterne er taberne
Patienterne er de helt store tabere.

Ud over de konsekvenser, der er nævnt ovenfor bliver patienterne:  
- ikke taget alvorligt, når de fortæller læger og andre behandlere om deres fysiske sygdom og symptomer
- fejldiagnosticeret – de undersøges ikke tilstrækkeligt
- fejlbehandlet – de får psykiatrisk behandling for en fysisk sygdom
- stigmatiseret med en psykiatrisk diagnose
- set på med ”psykiatriske briller” resten af livet, også når de kommer til læge med anden sygdom
- tabere resten af livet, fordi de aldrig vil blive taget alvorligt uanset, hvor syge de er

I Henrik Isagers bog ”Blinde pletter” findes en forklaring herpå: Når somatisering/funktionel lidelse er hæftet på patienten kan evt. protester eller modargumenter tages som en bekræftelse på tilstedeværelsen af vrangforestillinger eller andre former for forstyrret indsigt. Patientens virkelighedsopfattelse forkastes. Man udstødes af ”de rigtige patienters kreds”.
Det er præcist sådan de fleste patienter opfatter det. De føler sig udstødte, forkastede.
Man skulle ikke tro, at noget sådan finder sted i et civiliseret samfund, men det gør det desværre.

Isager taler også om en skala i sundhedssektoren. Det bedste er at være rask. Det næstbedste at have en almindelig anerkendt sygdom, der kan diagnosticeres ved at måle, veje og evt. fotografere. Dernæst kommer psykisk sygdom, der diagnosticeres på adfærden, er anerkendt, men rangerer lavere på skalaen. Absolut nederst rangerer de sygdomme, der falder udenfor. Dem, hvor der mangler objektive beviser, men hvor de ikke umiddelbart hører ind under psykiatrien. De ”dømmes” objektivt raske” på trods af, at de selv føler sig syge og oplever væsentlige symptomer og funktionsforandringer, men de kan ikke måles og vejes. Systemet har dog en ”kattelem” og en benævnelse for disse patienter, som lider af vrangforestillinger omkring eget helbred, nemlig ”funktionel lidelse” eller somatisering.

Gretty Mirdal, der er forskningsprofessor i psykologi ved Københavns Universitet har opsummeret de indforståede antagelser og forudsætninger for somatiseringsbegrebet/”funktionel lidelse” på følgende måde:

  • Begrebet somatisering betyder, at der ikke findes en organisk årsag for den fysiske klage
  • At årsagen ”derfor” må være psykisk
  • At de psykiske problemer ”forvandles” til fysiske klager eller udtrykkes gennem kroppen
  • At disse psykiske problemer ofte medfører psykosociale fordele for patienten
  • At patienten ikke har indsigt i egen psykologiske problematik
  • At der følgelig er uenighed mellem patient og læge om sygdommens beskaffenhed
  • At det er lægen, der har ret
  • At patienten bliver ved med at klage trods negative fund og lægelig forsikring om, at symptomerne ikke har nogen fysisk årsag
  • At symptomerne ikke kan behandles i medicinsk regi, fordi der ikke er tale om en somatisk sygdom, men om en psykisk afvigelse


Det viser tydeligt, hvorfor patienter, der psykiatriseres føler en helt enorm stor afmagt. De er op imod en overmagt, de intet kan stille op med; for overmagten har magten og ekspertisen. Det eneste, de glemmer, er at det er patienten selv, der mærker sygdommen på egen krop, og som burde være ekspert på egen lidelse.

Forskning i de 30 fysiske sygdomme ignoreres
Lægerne glemmer også, at der findes forskning i samtlige de fysiske sygdomme, der betragtes som ”funktionel lidelse”, forskning, som de forbigår i tavshed. Med psykiatriseringen er det klart, at forskningen i de enkelte sygdomme indstilles, når de nu engang betragtes som én lidelse.

Det virker ikke blot uvidenskabeligt, men også absurd.


Sundhedsstyrelsens blåstempling af psykiatriseringen:
Sundhedsstyrelsen har desværre blåstemplet ”funktionelle lidelser” ved i sommeren 2018 at udgive anbefalinger vedrørende ”funktionelle lidelser”. Mange patientforeninger har gjort indsigelser, men lige lidt har det hjulpet. Sundhedsstyrelsen anerkender en forskningsdiagnose og påberåber sig retten til at handle ud fra, hvad der er bedst. Det er deres undskyldning for at omgås WHO´s diagnoseklassifikationssystem, som rummer samtlige de 30 fysiske sygdomme, som nu er omgjort til én psykiatrisk sygdom.

Sundhedsstyrelsen har desværre en finansiel interesse i psykiatriseringen, fordi der er så stærke kræfter, der taler for, og fordi Sundhedsstyrelsen for størstedelens vedkommende finansieres af fx lægemiddelindustrien. De er altså som landets øverste myndighed ikke uvildige, hvilket jeg finder fuldstændig uforståeligt; for hvem skal da tale patienternes sag? Det kan man ikke, hvis man ”ligger i lommen” på andre.  

Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE