TERM-modellen

Min hensigt med dette kapitel er at informere dig om, hvordan det forholder sig på diagnose-, undersøgelses- og behandlingsområdet i dag, hvis du skulle komme i dén situation, at din fysiske diagnose er på vej til eller allerede er blevet konverteret til en psykiatrisk diagnose pga forskning fra Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser. Fordi jeg mener, du har krav på at være informeret.
Personligt finder jeg det uredeligt og uvidenskabeligt, og det vil det, jeg skriver, naturligvis afspejle.


Læs også afsnittene om Funktionel Lidelse, Psykiatrisering og Omgå funktionel lidelse.

KORT OM AFSNITTET:
TERM-modellen er en model Forskningsklinikken for Funktionel Lidelse (FFL) har introduceret. Modellen er et redskab, læger, socialrådgivere, sagsbehandlere m.fl. er introduceret til på efteruddannelseskurser lavet af FFL, og som er beregnet til brug overfor de mennesker, der går til lægen med helbredsproblemer, der ikke er hverken hurtige eller nemme at diagnosticere. Det drejer sig om mennesker med såkaldt usynlige lidelser, der hidtil ikke er fundet en forklaring på, men som fylder vældig meget i sundhedssektoren, fordi intet lægefagligt speciale reelt ved, hvad de skal stille op med dem. En stor del af patienterne er desuden langtidssygemeldte. Derfor deltager også socialrådgivere og sagsbehandlere i TERM-kurser.
Lægerne har på efteruddannelseskurserne lært at tale med patienter med funktionel lidelse på en måde, så patienten både føler sig forstået og finder en psykiatrisk diagnose ”spiselig”.
TERM-modellen er meget udførligt beskrevet. Så udførligt, at den kan bruges som et opslagsværk, hvis læger eller andre skulle blive i tvivl om, hvad de skal stille op med patienterne.
Det, der undrer mig, er, at Forskningsklinikken har fået tilladelse til at lave et forskningsprojekt, som de endnu ikke kan fremvise solide resultater af. Alligevel har de introduceret TERM i en del år for berørte parter. Det vil med andre ord sige, at de allerede HAR implementeret forskningen, før der for alvor forelægger anvendelige resultater. (Se deres foreløbige og sparsomme resultater under afsnittet Funktionelle Lidelser).
Spørgsmålet er, hvordan samfundet og lægevidenskaben kan tillade dette? Det virker uhørt i et fag, der bygger på videnskabelig redelighed.
Praktiserende læger har fået rollen som ”dørvogtere” forstået på den måde, at de skal sørge for, at patienterne ikke sendes videre i sundhedsvæsenet eksempelvis til yderligere undersøgelse. Dog kan de henvise de mest svært psykisk syge til FFL, hvor pladserne dog er sparsomme.
Hele arrangementet synes som en letkøbt løsning på svære problemer med at få disse patientgrupper på fode igen. Det lykkes f.eks. i Sverige at få whiplashskadede i arbejde efter fem års intensiv tværfaglig rehabilitering. I Danmark kan de i værste fald ende på Psykiatrisk Hospital uden at deres fysiske lidelse behandles.


INDHOLD:
1. HistorieN bag TERM - kort fortalt
2. Hvad er TERM-modellen
3. Formålet med TERM
4. Undervisning i TERM
5. Modellens indhold
6. Praktiserende læger som ”dørvogtere”
7. Mine meninger om modellens svagheder

1. HISTORIEN BAG TERM - KORT FORTALT
Baggrunden for tilblivelse af modellen er, at praktiserende læger har manglet viden om funktionelle lidelser og redskaber til at kunne håndtere og hjælpe patientgruppen.


TERM- modellen (The Extended Reattribution and Management Model) er udviklet I Danmark ud fra en engelsk model, der blev lavet i Manchester i 1980´erne. Primus motor i modellen er Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser ved Aarhus Universitetssygehus. Forskningsklinikken blev oprettet i 1999. Der er nu tilkommet to udløbere heraf i hhv Odense og København.

Forud for indførelse af TERM i almen praksis fandt en høringsrunde sted. Du kan læse mere om disse høringssvar under afsnittet Funktionel Lidelse. Her vil jeg blot nævne, at Sundhedsstyrelsen dengang skrev: ”Denne patientgruppe stiller særlige krav til tværfagligt samarbejde og samarbejdet mellem sektorer. Det er derfor Sundhedsstyrelsens anbefaling, at vejledningen i højere grad lægger op til et tværfagligt samarbejde, og at der derfor beskriver de kompetencer/indsatser, som andre faggrupper kan bidrage med”. http://www.dsam.dk/flx/dsams_kliniske_vejledninger/hoeringer/funktionelle_lidelser/
Sundhedsstyrelsens forslag er dog ikke medtaget. Den tværfaglige behandling består udelukkende af psykiatere og psykologer – og ikke f.eks. fysioterapeuter, læger fra andre lægefaglige specialer, kiropraktorer, socialrådgivere etc.


I 2012 er der dels udkommet en vejledning om funktionelle lidelser fra DSAM (Dansk Selskab for Almen Medicin) samt bogen ”Funktionelle Lidelser – udredning og behandling” udgivet på Munksgaard og med Per Fink og Marianne Rosendal som redaktører. Per Fink er leder af Forskningsklinikken i Aarhus.

Udbredelsen går stærkt. Til trods for, at der stadig kun foreligger ikke-overbevisende og sparsomme resultater af forskningen (se under afsnittet Funktionel Lidelse) omkring de endnu ikke anerkendte psykiatriske diagnoser - som bl.a. funktionel lidelse - er modellen altså for længst implementeret i praksis.

2.HVAD ER TERM-MODELLEN

TERM-modellen er et redskab, som praktiserende læger, læger fra forskellige specialer, sagsbehandlere, socialrådgivere m.fl. kan bruge, når de møder mennesker, der har helbredsproblemer, der ikke er hverken lette eller hurtige at diagnosticere.
Problemerne med at håndtere disse patientgrupper  - specielt i almen praksis - har ført til udvikling af et efteruddannelsesprogram, TERM, som omhandler diagnosticering, udredning og behandling i almen praksis samt redskaber til håndtering af de tre diagnoser, Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser opererer med (nemlig funktionel lidelse, Bodily Distress Syndrome samt helbredsangst), primært. http://www.dsam.dk/files/12/funktionelle_symptomer_og_lidelser.pdf
Svære tilfælde behandles ifølge Forskningsklinikken dog bedst i specialiserede enheder med kognitiv terapi, gradueret genoptræning og mindfulnessterapi – se under afnsittet Funktionelle Lidelser.


3.FORMÅLET MED TERM
De overordnede mål med efteruddannelsesprogrammet:

a. at give lægerne en bedre forståelse af funktionelle tilstandes natur*
b. at forbedre lægernes evne til at diagnosticere funktionelle lidelser
c. at forbedre lægernes færdigheder i:
   - at afslutte eller facilitere den videre behandling
   - at behandle lettere tilfælde af funktionelle lidelser
   - at håndtere kroniske tilfælde af funktionelle lidelser


4. UNDERVISNING I TERM
Undervisningen foregår på kurser, hvor skuespillere har en stor rolle, idet de agerer patienter med funktionelle lidelser, som lægerne øver sig på gennem samtale.

Lægerne lærer bl.a. at lytte til patienterne, så patienterne føler sig forstået – uden at lægen nødvendigvis er enig med patienten. De lærer også at fortælle patienterne på en pæn og spiselig måde, at de er psykisk og ikke fysisk syge. Desuden lærer de at anvende et sprogbrug, som patienterne kan acceptere og at indgå alliancer med pårørende. Se mere længere nede i dette afsnit samt under afsnittet Funktionel Lidelse.


5. MODELLENS INDHOLD
Når en patient, der udviser funktionelle symptomer, træder ind af døren i almen praksis, lægges op til en systematisk tilgang til konsultationen, - ifølge bogen ”Funktionelle Lidelser – udredning og behandling” udgivet på Munksgaard i 2012 og med Per Fink og Marianne Rosendal som redaktører.
Modellen beskriver konsultationen trin for trin.
Jeg har valgt at skrive teksten fra bogen med almindelig skrift og mine egne kommentarer med kursiv- bortset fra få steder, hvor der også i bogen var fremhævet vigtig tekst på denne måde.

”Trin A FORSTÅELSE
Dette trin er patientens del og handler om at få patienten til at føle sig hørt og forstået.
Redskaberne hertil er
- at uddybe sygdomsanamnesen samt signaler om emmotionelle (følelsesmæssige symptomer)
- at spørge ind til angst og depressionssymptomer
- at afdække belastninger som stress og ydre faktorer (socialt, arbejdsmæssigt, familiemæssigt)
- at spørge til funktionsniveauet (fysisk, socialt og rolle)
- at afdække patientens sygdomsforståelse samt forventninger til behandling og udredning
- at foretage en fokuseret klinisk undersøgelse og evt. parakliniske undersøgelser (blodprøver, blodtryk o.lign.)”

Mine kommentarer: Jeg ser her, at lægen meget venligt spørger ind til alle patientens symptomer, følelser og tanker både i privatlivet, arbejdslivet og socialt, hvilket kan give patienten en tryghed i forhold til at turde åbne sig overfor

lægen. Venlighed ”kan dog i denne sammenhæng være roden til alt ondt”, fordi det kan give lægen al den skyts, vedkommende har brug for, til at give patienten en psykiatrisk diagnose.

Selv oplevede jeg dette, da min daværende læge havde været på kursus i TERM. Pludselig stillede hun helt andre spørgsmål, end hun plejede. Det virkede meget indstuderet. Jeg kom, fordi jeg havde svære problemer med min ene skulder. Hun spurgte bl.a., hvad jeg selv mente om det og om mine forventninger til hende. Spørgsmål, hun aldrig tidligere havde stillet. Jeg blev paf. Hun var jo lægen og vidste øjensynligt ikke, hvad hun skulle stille op. Det lød til at være op til mig. Derfor valgte jeg at sige, at jeg mente, det kunne være en ide at få skulderen undersøgt hos en speciallæge, hvilket hun dog ikke mente nødvendigt. Jeg gik derfra med uforrettet sag. ”Træn lidt mindre i en periode” var hendes eneste bud. Jeg trænede altså fortsat.
Ca. 1½ år efter blev jeg undersøgt af en ortopædkirurg på forsikringsselskabets foranledning. Det viste sig, at jeg havde en frossen skulder i svær grad forårsaget af ulykken tre år tidligere. Jeg skulle øjeblikkelig stoppe træningen, da det kun forværrede min situation.

Mine oplevelser taler forhåbentlig for sig selv!


”Trin B. LÆGENS BORD OG ANERKENDELSE
- lægen gennemgår resultatet af den kliniske undersøgelse for patienten
- anerkender at symptomerne er reelle.
- forklarer, at der ikke er (eller at der er) indikation for yderligere somatiske (legemlige) undersøgelser eller behandlinger”.

”Man må under ingen omstændigheder sige, at patienten ikke fejler noget.
(Dette er fremført med kursiv i bogen). Man kan sige, at patienten ikke fejler det, vedkommende troede eller frygtede eller det, lægen har undersøgt patienten for, men som ikke har vist noget. Det er vigtigt, at lægen udtaler sig med autoritet og blotlægger sin ekspertviden og fortæller patienten, at tilstanden er helt ufarlig”.

På mig virker det meget manipulerende. Hvis en patient sidder overfor lægen med mange og generende symptomer, kan det under alle omstændigheder komme til at virke nedværdigende på patienten at få at vide, at det ikke er nødvendigt med yderligere udredning. Heller ikke selv om lægen udtaler sig med autoritet. Jeg ”købte den ikke”, men kunne heller ikke stille noget op med det, da jeg var i ovenstående omtalte situation; men som patient kan man være i en situation, hvor man ikke har noget valg, og hvor lægens venlighed alene kan ”gøre godt”.

”Trin C. FORHANDLING AF EN NY FORSTÅELSE OG ANERKENDELSESMODEL
- patientens sygdomsforståelse klargøres
- Symptomerne sættes ind i alternative sammenhænge, og patientens sygdomsforståelse nuanceres.
- klarhed over mulige og umulige årsagsforklaringer
        - vigtigt for den somatiske specialist
Lette tilfælde
        a. Kvalificeret normalisering
        b. Reaktion ved belastning, stress eller nervøsitet
            - hjertebanken, når man bliver forskrækket
            - mere følsom, når man er nedtrykt
            - muskelspændinger ved angst og nervøsitet
        c. Demonstrere/præsentere andre sammenhænge
            - praktiske (hyperventilation, muskelspændinger)
            - forbind fysisk besvær, emotionelle reaktioner og hændelser i patientens liv
            - her og nu
Svære tilfælde
        a. Kendt fænomen, der har et navn: bodily distress syndrome eller funktionel lidelse
        b. Nogle er kropsligt mere fintfølende end andre
        c. Der kan hos nogle opstå en øget symptomproduktion
        d. Hvordan man reagerer og handler på sine symptomer er vigtigt for, hvordan man får det fremover (Coping)”

”Det er en almindelig basal antagelse af fysiske symptomer må skyldes somatisk sygdom på trods af, at det er mere undtagelsen end reglen, at man finder et veldefineret grundlag for et fysisk symptom. Hvis patienten fornemmer, at lægen mener, det er patientens egen skyld, at vedkommende er syg, er behandlingen stort set umuliggjort. Derfor er det af afgørende betydning at patienten hjælpes til at forstå sygdom på en mere nuanceret måde. Målet er at få patienterne til at forstå, hvad de fejler, at det ikke er deres egen skyld, at de selv kan gøre noget og har en vis kontrol over deres symptomer/sygdom.
Lægen skal bøje af overfor konflikter og glide af på eller gå med på patientens modstand. Det er vigtigt ikke at komme ind i en fastlås og konfronterende diskussion.
Det er også vigtigt at understøtte patientens fornemmelse af selv at kunne gøre noget og have kontrol over sin sygdom og symptomer. Patienter opfatter sig selv som højeste autoritet og lægen som en konsulent.
Derfor er det nødvendigt, at de nye ideer passes ind i patienten tankeverden og er afprøvet og acceptere af patienten”.

Der lægges altså op til, at lægen forhandler med patienten, således at han ved ”venligt” at udspørge patienten om meget følsomme emner og evt. lægge patienten ordene i munden (symptomer under underpunkter) sluttelig kan fortælle patienten, at vedkommende har en lidelse, men at det ikke er den lidelse, vedkommende kom i klinikken med, men noget helt andet som handler om, nemlig at han/hun er kropsligt mere fintfølende end andre.
Hvad skal man sige til det? Manipulation er mit bedste bud igen!

Dertil kommer, at patienten SELV kan gøre noget for at få det bedre. Hvad så, hvis det ikke lykkes for patienten? Så kan patienten føle skyld og skam, fordi han/hun ikke magter eller formår at ændre sin situation.
Patienten kan jo stadig have symptomer forårsaget af noget, lægen ikke kan se eller kender til.
Og lægen kan overse decideret fysisk sygdom, fordi der kun undtagelsesvist laves undersøgelser.

Når der ikke findes tegn på somatisk lidelse kan det stadig skyldes, at lægerne ikke ved tilstrækkeligt meget om sygdommen eller at der ikke findes tilgængelige undersøgelsesmetoder, der kan afsløre sygdommen endnu.
I forbindelse med en speciallægeerklæring hos en neurokirurg var der adskillige objektive tegn på, at der var noget galt med mig; men lægen sluttede af med at sige: ”Jeg kan godt se, at du har fået det meget dårligere siden sidst; men det stammer ikke fra ulykken”. Mindre end 14 dage efter blev jeg opereret i Tyskland for svære skader i den øverste del af nakken, skader man ikke kan se med de undersøgelsesmetoder, der anvendes i Danmark, men kun ved hjælp af såkaldte funktionelle undersøgelse – undersøgelser hvor nakken bevæges, og hvor man ikke blot ligger lejret i rygliggende stilling.

For nogle kan det dog måske være en lettelse bare at blive taget alvorligt af lægen og at få tilbudt behandling – uanset, hvad den går ud på. Det faktum underkender jeg naturligvis ikke. Heller ikke, at der kan være patienter, der har brug for det, der nu tilbydes!!!

”Trin D. OPSUMMERING OG PLANLÆGNING AF EFTERFORLØB
- opsummer resultatet af dagens samtale
- i forhandling med patienten aftales mål, indhold og form af videre forløb:
    - lette og kortvarige tilfælde: Patienten afsluttes.
    - moderate tilfælde: Der aftales en samtalerække med faste tider, længde og intervaller
    - svære tilfælde: Evt. en statuskonsultation. Der aftales konsultationer med faste tider og intervaller. Overvej evt. henvisning til psykiater, psykolog eller specialenhed”.

Sådan foregår det helt præcist - på bedste skuespilmanér – en få diagnosen funktionel lidelse, bodily distress syndrome (en forskningsdiagnose, du får, hvis du bliver henvist til FFL) eller helbredsangst. Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan en læge i en 15 minutters samtale, som en konsultation normalt tager, kan nå at tale alt dette igennem med patienten. Det virker overfladisk. Lægen skal være enormt hurtig til at dreje samtalen i den for ham/hende helt rigtige retning, hvis det skal lykkes. Jeg håber, at nogle sidder tilbage med en dårlig smag i munden bagefter, fordi de jo reelt ikke ved, om patienten har en reel fysisk lidelse.
Hvordan skal patienter med whiplash, kronisk træthedssyndrom, irritabel tyktarm, kroniske smerter etc. blive raske ved hjælp af samtaler?

6. Praktiserende læger som ”dørvogtere”
Egen læge skal være ”vogter” i forhold til ikke at videresende dig til nærmere udredning hos f.eks. speciallæger.

Og det er dem, der skal sørge for, at du ikke får ”unødvendig behandling”, som f.eks. smertestillende medicin for dine eventuelle smerter. Skal du have medicin, er det antidepressiva.

Lægerne undervises også i det hensigtsmæssige i at lave såkaldt alliancer med de pårørende. F.eks. om, at patienten er fysisk og ikke psykisk syg. Det vil med andre ord sige, at du risikerer at stå som ”Palle alene i verden” og være den eneste, der mener, at din lidelse er fysisk, hvis det er det, du mener?!

Også her har FFL en ”kattelem”. Fastholder du, at du er fysisk og ikke psykisk syg, mener de, at du er psykisk syg i svær grad.

Af TERM fremgår, at læger, der ikke vil give patienten en psykiatrisk diagnose er skyld i iatrogen lidelse, lægefremkaldt lidelse.
Det synes, som om det er nødvendigt for Forskningsklinikken ”at true” dem de uenige!?

Det er de praktiserende læger, der henviser til behandling på Forskningsklinikken, som dog ikke har ret mange pladser at tilbyde. Derfor synes det ulogisk, at de ønsker hele 300.000 danskere gjort psykisk syge – fremfor fysisk syge. Der mangler på landsplan 1200 psykiatere, og alligevel sætter de dette kæmpemæssig apparat i gang uden reelt at kunne tilbyde behandling til dem, de finder allermest syge, og som burde henvises til FFL.


7. Mine meninger om modellens svagheder
En af modellens største svagheder er for mig at se, at de praktiserende læger i sagens natur ikke kan være veluddannede på alle områder. De har en vis almen viden. Derfor har de også altid skullet henvise til speciallæger på sygehuse og i private klinikker, når patienter med specielle lidelser skal udredes. Men sådan foregår det altså ikke længere i forhold til en lang række fysiske lidelser.

Der beregnes da også ”et vist spild” mht korrekt diagnose. De patienter, der måtte være fysisk og ikke psykisk syge, findes alligevel efter en periode, står der i vejledningen fra DSAM. Ca. 4 % fejldiagnosticeres ifølge deres beregninger, men de findes indenfor en relativ kort periode.
Min egen historie viser, at de ikke finder de skader, der kan være ved whiplash. Havde jeg ikke taget sagen i egen hånd og draget til Tyskland, havde jeg været død i dag – eller lammet fra halsen og nedefter.

Modellen bygger på sort-hvid tænkning. FFL taler om, at befolkningen ser på sygdom som enten sort eller hvid eller med andre ord som enten fysisk eller psykisk. For mig at se, antager FFL nøjagtig det samme, blot med modsat fortegn. Hvor de fleste patienter i de omtalte patientgrupper tror, at de har en fysisk lidelse, mener FFL, at deres lidelse er psykisk. Det afspejles jo også tydeligt i deres behandlingstilbud, selv om de overfor patienterne bedyrer, at deres symptomer er reelle.

Når man ikke ved en undersøgelse i lægens praksis og ved hjælp af blodprøver (som foreskrevet i TERM) kan konstatere, at patienterne fejler noget fysisk, fejler de noget psykisk. For mig at se, er det noget værre sludder. De har en fysisk lidelse med en psykisk overbygning forårsaget af, at de er nødt til at leve et liv med et handicap, at deres økonomiske og måske også familiære forhold lider under det, at de ikke selv tages alvorligt af lægerne etc. Derfor mener jeg, at lægerne som strudsen, stikker hovedet i busken og ikke tror, den kan ses. Når det ikke drejer sig om fysisk sygdom er det psykisk sygdom (til trods for at mange end ikke er blevet undersøgt ordentligt).
Det bliver et enten eller, som kan få svære konsekvenser for den enkelte.

Det er katastrofalt, at patientgrupper med veldefinerede fysiske lidelser ifølge WHO´s ICD-10 skala, nu med et snuptag kan konverteres til i stedet at have en psykiatrisk lidelse, som formentlig kommer med i ICD-11?!

Da det forholder sig således, at det er et forskningsprojekt, kræver det, at de patienter, der får tilbud om at være en del af det, får en grundig information - både om projektet som sådan og om, at de får enten Imipramin eller et kalkpræparat og ikke mindst om virkninger og bivirkninger (se afsnittet: ”OBS: Omgå TERM”).

Jeg finder, at det er og bliver en skamplet på det danske sundhedsvæsen at psykiatrisere meget store grupper af patienter. Vil du læse mere om lægens vejledning, kan du læse her: http://www.dsam.dk/files/12/funktionelle_symptomer_og_lidelser.pdf

Vil du læse mere om modstand mod denne måde at betragte f.eks. whiplash på, eller har du lyst til selv at bidrage til debatten, kan du gå ind på facebook under grupperne: Menneskesynet bag TERM-modellen og lægekonsulenternes arbejde. Eller grupperne Funktionelle lidelser - sidder det hele i hjernen eller på facebooksiden Bodily Distress Syndrome – fup eller fakta.

Det allerværste ved modellen er for mig at se, at man som patient risikerer at blive en del af et sådant forskningsprojekt vel at mærke UDEN at man nødvendigvis forud har gennemgået de undersøgelser, der måtte være relevante at få foretaget, når man henvender sig til lægen med f.eks. nakkesmerter, kæbesmerter, smerter i skuldre, m.m. Dermed risikerer lægen at overse egentlig fysisk sygdom. Hvor videnskabelig er denne tilgang? Hvordan kan man placere patienter i denne patientgruppe uden forudgående undersøgelser af deres lidelser? Hvordan sikrer man sig, at patienten IKKE HAR en fysisk skade eller fysisk lidelse? Hvordan kan man forsvare at give psykofarmaka til patienter, som formentlig er psykisk raske?

Som jeg ser det, har lægerne i lang tid følt sig magtesløse overfor de mange patienter, der i dag kommer i deres praksis med f.eks. diagnosen whiplash. Ofte sendes de videre til nærmere udredning på hospitalet. Hospitalslægerne finder det tidsspilde, hvilket gang på gang er fremgået af artikler i Ugeskrift for læger. Fordi der som regel ikke findes fysiske skader eller tegn herpå i forbindelse med undersøgelser. Selv om lægerne uden tvivl også er klar over, at der mangler forskning i den fysiske del af lidelsen og ikke mindst i undersøgelsesmetoder, fordi forskere har fundet massive skader hos mennesker udsat for et uheld med piskesmældsbevægelse. Skader som dog ikke har kunnet ses med de nuværende undersøgelsesmetoder.
Ikke desto mindre tror jeg, at lægernes magtesløshed overfor patientgrupper, de ikke aner, hvad de skal stille op med pga manglende forskning i lidelsen, er årsagen til tilblivelsen af TERM-modellen.

(Se også næste afsnit: OBS: Omgå TERM).

Alligevel forstår jeg ikke, at de praktiserende læger accepterer deres rolle i TERM-modellen. Har de ingen faglig stolthed mere? Danser de efter de toneangivende læger? Eller skyldes det, at de med denne model har fået et bagland, de til enhver tid kan henvise til, hvis de fejler?

Der kalkuleres med et vist ”spild”! Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser anerkender, at der er nogle enkelte, der virkelig fejler noget reelt. Men de vil blive fundet indenfor en begrænset tid, påstår de. Hvordan? Når egen læge ikke må sende dem til undersøgelse? Man ved, at psykiatriske patienter får stillet fysiske diagnoser langt senere end andre, alene pga deres psykiske lidelse. Man antager, at de er ”indbildt syge”. Hvorfor skulle det være anderledes for de 300.000 med funktionelle lidelser?

Jeg frygter, at mange af de patienter, der rubriceres under funktionelle lidelser får det meget værre!!! Fordi de ikke tages alvorligt. Fordi de ikke undersøges. Fordi de ”syltes” mht udredning. Fordi den smertestillende behandling tages fra nogle af dem, der har brug for det. Fordi deres fysiske symptomer ikke tages alvorligt, men psykologiseres. Fordi de ikke får den behandling, de måtte have brug for. Det er en stor skam.

 

 

 

Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE