TERM-modellen

TERM står for The Extended Reattribution and Management Model.
TERM-modellen er en såkaldt patienthåndteringsmodel, som er blevet til på baggrund af praktiserende lægers manglende viden om ”funktionelle lidelser” og redskabet til at håndtere patientgruppen.

Modellen giver de praktiserende læger rollen som ”gate-keepere”. De skal sørge for, at de mange patienter med ”funktionelle lidelser” ikke kommer længere end til lægens skrivebord.


Mange læger, sagsbehandlere, socialrådgivere etc. er efteruddannet efter denne model, og afdelingen for Funktionelle Lidelser laver stadig systematisk undervisning i modellen. http://funktionellelidelser.dk/for-fagfolk-og-forskere/kurser-undervisning/term-modellen/

Teksten på siden er dog blevet meget reduceret siden, det første gang blev lagt frem. Men har får I den oprindelige.

I bogen ”Funktionelle lidelser – udredning og behandling” står følgende om TERM:
”Psykologisk:
- stil diagnosen og fortæl patienten, at lidelsen er kendt og har et navn
- anerkend patientens symptomer
- være direkte og ærlig over for patienten om de ting, du er enig i, og de ting, du er uenig i, men undgå at få patienten til at føle sig dum, nedgjort eller ikke respekteret
være stoisk, forvent ingen hurtige ændringer eller helbredelse
- reducer forventningerne om helbredelse, og accepter patienten som kronisk syg, men understøt tro på forbedring. 
Målet er at rumme patienten og begrænse (iatrogene = lægefremkaldte) skader
- overvej en forværring i og nytilkomne symptomer som en forværring af den funktionelle tilstand i stedet for tegn på en ny sygdom
- forsøg evt. med specifik terapi, og overvej en henvisning til specialiseret behandling
- motiver patienten for en specialiseret psykiatrisk behandling, hvis dette er relevant og muligt”

Det er essensen. 
I nedenstående uddybes det - også med mine holdninger.

Målet med kurset er at øge kursisternes viden om funktionelle lidelser, træne interviewteknik og specifikke behandlingsteknikker for funktionelle lidelser og formidle en ændre holdning til funktionelle lidelser. 
Programmet skal kunne bruges af alle praktiserende læger i det daglige arbejde i klinikken, uanset deres øvrige baggrund og kvalifikationer.
Skuespillere agerer patienter, som lægerne lærer at øve sig på gennem samtale.
Læge og patient behøver ikke være enige. Lægen lærer at fortælle patienterne, at de er psykisk og ikke fysisk syge på en pæn og spiselig måde. De anvender ord, som patienten kan acceptere, og de lærer at indgå i alliancer med pårørende.


Trinnene i efteruddannelsen beskrives i bogen ”Funktionelle Lidelser – udredning og behandling” fra Munksgaard 2012, som er redigeret af Per Fink og Marianne Roseldal og er de samme, som står nævnt på deres hjemmeside i dag. http://funktionellelidelser.dk/for-fagfolk-og-forskere/kurser-undervisning/term-modellen/



Første trin, FORSTÅELSE:

Det handler om at få patienten til at føle sig hørt og forstået ved at lægen spørger ind til patientens forløb, angst, depressionssymptomer og afdækker belastninger som stress og ydre faktorer (arbejdsmæssigt, familiemæssigt). Desuden spørges ind til funktionsniveau. Patientens sygdomsforståelse og forventninger til behandling og udredning afdækkes. Læge foretager en klinisk undersøgelse, tager blodprøver, blodtryk o. lignende.
Lægen lærer at altså at være venlig, tale patienten efter munden og stille spørgsmål. Det kan alt sammen kan give tryghed og tillid. Derfor kan patienten let komme til at sige alt for meget, som lægen senere vil bruge imod patienten.


Andet trin – LÆGENS BORD OG ANERKENDELSE

Resultatet af den kliniske undersøgelse gennemgås for patienten. Lægen anerkender patientens symptomer som værende reelle forklarer vedkommende, at der ikke er indikation for yderligere undersøgelser eller behandlinger.
Igen er det strategisk i forhold til at skabe tillid til patienten, så lægen kan fortælle patienten, at vedkommende nu er blevet undersøgt, at og det ikke har vist sig, og at tilstanden er helt ufarlig.
På mig virker det meget manipulerende.
Hvis jeg havde fortalt en læge om min mange symptomer og vedkommende slutter af med at sig, at undersøgelser ikke viser noget, og at det ikke er farligt, ville jeg ikke tro vedkommende over en dørtærskel. For lægen aner jo dybest set ikke, hvordan jeg har det. Det ved kun jeg selv, og jeg kan mærke, at der er noget, der er helt galt.
Venlighed alene vil aldrig kunne overbevise mig.

Tredje trin – FORHANDLING OG EN NY FORSTÅELSE OG ANERKENDELSESMODEL
Patientens sygdomsforståelse af klares og symptomerne sættes ind i alternative sammenhænge, mens patientens sygdomsforståelse nuanceres sammen med klarhed over mulige og umulige årsagsforklaringer.
I lette tilfælde endes ud med at forbinde patientens fysiske besvær, emmotionelle reaktioner og hændelser i patientens liv.
I svære tilfælde endes ud med at tale om, at hvordan man reagerer på sine symptomer er vigtig for, hvordan man får det fremover.
Lægen skal bøje af overfor konflikter. Behandling er stort set umuliggjort, hvis patienten får indtryk af, at sygdommen er vedkommendes egen skyld. Det er vigtigt ikke at komme ind i diskussioner.
Igen kan man tale om manipulation af patienten. Lægen forhandler med patiente og er venlig, glider af, undgår diskussion.
Det er aftalt spil, og lægen skal være ualmindelig god for at få det til at virke. Ellers ville der næppe være så mange patienter, der er så vrede over at have fået ”funktionel lidelse”.
Også her tales om ”hændelser i patientens liv”. Her tænkes uden tvivl ikke på ulykken ved whiplash, men på om pottetræningen er gået skævt.
Patienten skal selv gøre noget for at få det bedre. Men det er ikke patientens skyld. Gad vide, om det bliver patientens skyd, hvis det ikke lykkes at gøre noget ved det.
Det værste er, at lægen kan overse fysisk sygdom hos patienten.
Patienten kan både fejldiagnosticeres og fejlbehandles.
Lægen erkender ikke, at der kan være meget, vedkommende ikke ved noget om, eller meget som lægevidenskaben endnu ikke ved tilstrækkeligt om. Begge dele er lige forfærdelige for patienten. De fleste patienter ønsker ærlighed og ikke en sludder for en sladder og pådutning af en ikke-eksisterende diagnose.
For nogle kan det være en lettelse bare at blive taget alvorligt at lægen om end det måske kun er for en stund.


Fjerde trin – OPSUMMERING OG PLANLÆGNING AF EFTERFORLØB

Dagens samtale opsummeres og sammen med patienten forhandles mål, indhold og form af det videre forløb. I lettere tilfælde afsluttes patienten. I moderate tilfælde aftales en samtalerække med faste tider, længde og intervaller. I svære tilfælde planlægges evt. en statuskonsultation, og der aftales faste konsultationer med faste tider og intervaller. Henvisning til psykolog eller psykiater eller specialenhed overvejes.
På bedste skuespilmanér får patienten diagnosen ”funktionel lidelse”, Bodily Distres Syndrome eller helbredsangst. 
Gad vide, hvordan en læge på 15 minutter kan nå igennem et sådan forløb uden at løbe patienten totalt over ende. Det forløber nok heller ikke altid efter bogen. Og hvad sker der så? Bliver lægen vred på patienten, som ikke makker ret? Eller springer lægen flere af trinene over og går direkte til konklusionen: ”Du har ”funktionel lidelse”?
Tilbage står spørgsmålet om, hvordan patienter med whiplash, fibromyalgi, irritabel tyktarm, kroniske smerter, tinnitus, ME etc. kan blive raske af samtaler? Det svar må svæve i vinden.



Praktiserende læger som ”dørvogtere” eller ”gate-keepere”
Egen læge skal være ”vogter” i forhold til ikke at videresende dig til nærmere udredning hos f.eks. speciallæger. 

Og det er dem, der skal sørge for, at du ikke får ”unødvendig behandling”, som f.eks.at komme på en smerteklinik, hvis du har stærke smerter.  
De har lært, at det er hensigtsmæssigt at lave alliancer med de pårørende. F.eks. om, at patienten er fysisk og ikke psykisk syg. Det vil med andre ord sige, at du risikerer at stå som ”Palle alene i verden” og være den eneste, der mener, at din lidelse er fysisk, hvis det er det, du mener?!
Også her er der en ”kattelem”. For fastholder du, at du er fysisk og ikke psykisk syg, mener de, at du er psykisk syg i svær grad.
En anden ”kattelem”, hvis noget går galt, er, at læger også på TERM-kurser lærer, at de læger, der ikke vil give patienten en psykiatrisk diagnose er skyld i iatrogen lidelse, lægefremkaldt lidelse. På den måde har det også en klemme på lægerne.
Det synes, som om det er nødvendigt for dem ”at true” sig til uenighed. Alternativet har jeg også ofte hørt anvendt: at kollegerne desværre ved alt for lidt om ”funktionel lidelse”, hvis de frister sig til at kritisere konceptet.


Henvisning til afdelingen for Funktionelle Lidelser

Det er de praktiserende læger, der henviser til behandling på afdelingen for Funktionelle Lidelser eller en af de andre af regionens centre for denne patientgruppe. Der er dog kun få pladser. På enkelte af de nye centre er der måske en reel mulighed for at få reel tværfaglig behandling med læger fra flere specialer. Men det er en mikroskopisk procentdel af patienterne, der vil opnå at komme der.


Modellens umiddelbare svagheder set med mine øjne
En af modellens største svagheder er for mig at se, at de praktiserende læger i sagens natur ikke kan være veluddannede på alle områder. De har en vis almen viden. Derfor har de også altid skullet henvise til speciallæger på sygehuse og i private klinikker, når patienter med specielle lidelser skal udredes. Men sådan foregår det altså ikke længere i forhold til en lang række fysiske lidelser. 

Det er meningen, at der ifølge Sundhedsstyrelsens anbefalinger for funktionelle lidelser skal etableres et større samarbejde mellem praktiserende læger og speciallæger; men ingen samtale mellem en praktiserende læge og en speciallæge vil kunne erstatte røntgen, skanning eller andre undersøgelser.
Patienterne risikerer både fejldiagnosticering og fejlbehandling. Det kan bliver til stor skade for helbredet.
Desuden finder patienterne sig ikke i at blive manipuleret med, og folk kender efterhånden til ”funktioneller lidelser”, og vil ikke have en sådan diagnose.
Samfundsmæssigt er det en falliterklæring af de helt store at spise folk af med en snak med den praktiserende læge.
Jeg har lidt svært ved at forstå de praktiserende læger. Hvordan kan de købe et koncept, der åbenlyst er manipulerende overfor patienterne?
De må kalkulere med et vist spil af fejl, når de godkender konceptet. For det ligger indlejret deri, at der vil blive begået fejl, også grove fejl og forsømmelser. 

Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE