Kan man lære acceptere et liv med kronisk whiplash?

"For many of us, the only time we think of our health is when we lose it". (Rhonda Burne)

“A pessimist sees the difficulty in every opportunity; an optimist sees the opportunity in every difficulty” (Winston Churchill)

RESUMÉ:

I dette kapitel vil jeg sige lidt om, hvad der evt. skal til, for at kunne acceptere og leve et godt liv med sit handicap/kroniske lidelse. Når jeg skriver hvad, der evt. skal til, skyldes det, at vi alle er forskellige! Vi reagerer forskelligt, agerer forskelligt, er ”skruet” forskelligt ”sammen”.
Jeg tager udgangspunkt dels i mine egne erfaringer og dels i bogen ”Sundhed sidder mellem ørerne - det at leve med en kronisk sygdom” af Svend Andersen, der lider af parkinsonisme.
Afsnittet er på ingen måde ”de vises sten”, men et forsøg på at beskrive forskellige måder at reagere på, samt hvad du evt. kan gøre for at komme videre. Kun du kan vurdere, om der er noget af det, du kan bruge.
Som sagt er der mange forskellige måder at reagere på, når man får et handicap/en kronisk lidelse, hvad enten det drejer sig om whiplash, amputation af en legemsdel, at miste synet, få parkinsonisme eller en hvilken som helst anden kronisk lidelse, der ændrer tilværelsen og afstedkommer svære tab. Det er svært for alle. Det kan dog være sværere at have en usynlig og ikke anerkendt lidelse,som andre kan have vanskeligt ved at forholde sig til, end en synlig og anerkendt lidelse.
At reagere på både lidelse og tab med f.eks. sorg er fuldstændig naturligt og en forudsætning for at komme videre. Også med whiplash som usynlig ”følgesvend”.  
Nogle reaktioner på kronisk lidelse er mere konstruktive end andre; men de reaktioner, man har, er ofte ubevidste. Derfor kan det måske være godt at gøre det ubevidste mere bevidst, at ”tage hånd om sig selv”, og øve sig i og evt. få hjælp af andre til at lære at acceptere sit ændrede liv.
Nogle kommer relativt hurtigt videre og lærer at leve med og acceptere deres lidelse, mens andre aldrig når helt dertil, fordi det simpelthen er for svært.
OBS! Selv om jeg bruger Whiplash som eksemplel, kan det lige så godt handle om andre kroniske lidelser med smerter og andre pinagtige symptomer.

Mit eget motte i livet er
:

ALWAYS LOOK AT THE BRIGHT SIDE OF LIFE  Smiler
Selv om det til tider kan være lettere sagt end gjort, er det en ledetråd.

Kronisk whiplashskade:
Som du forhåbentlig ikke er i tvivl om, at jeg overbevist om, at WHIPLASH ER EN FYSISK LIDELSE forårsaget af FYSISK SKADE i forbindelse med whiplash-bevægelsen. Der kan ske skade på led, ledbånd, muskler, nerver, bindevæv, blodkar, hjerne, indre øre, forlængede rygmarv og/eller andet. Der forskes fortsat i de fysiske aspekter af whiplashskade. (Se afsnittet ”Nyere forskning”). Jeg føler mig overbevist om, at forskning en skønne dag legitimerer de fysiske aspekter, og at lidelsen dermed anerkendes som værende en fysisk lidelse.

Når kroppen lider, kan det påvirke psyken – og for den sags skyld også omvendt. Krop og psyke hænger uløseligt sammen. Med en whiplashskade, der ofte afstedkommer talrige symptomer i form af smerter i nakke/ kæber/ skuldre/ lænd, ulidelig hovedpine, svimmelhed, kvalme, problemer med synet, koncentrations- og hukommelsesproblemer, søvnproblemer etc. er der al mulig grund til at antage, at man bliver psykisk påvirket. Jeg vil vove den påstand, at det ville være unaturligt ikke at blive det. Det er dog langt fra ensbetydende med, at alle whiplashskadede er psykisk syge, som der i dag lægges op til (se afsnittet Funktionel lidelse). Tvært imod. Det drejer sig om fuldstændig naturlige psykologiske reaktioner på fysisk sygdom. Nogle er kede af det eller depressive uden at have en egentlig depression. Nogle får dog også en regulær depression på grund af den uholdbare og uoverskuelige situation, man kan være havnet i. Nogle er stressede pga. de mange krav, der stilles. At ”der skal et godt helbred til at være syg” passer meget fint på whiplashskadedes situation.

Ud over helbredsmæssige problemer kan der opstå sociale problemer, som kan påvirke situationen. F.eks. problemer med at klare at arbejde, med evt. fyring, sygemelding, indtægtsnedgang, mange udgifter til behandling etc. Dertil kommer, at det kan være svært at opretholde sit normale sociale liv og at få alt i familien ”til at hænge sammen”. Familie og venner kan også have svært ved at forstå og forholde sig til din usynlige lidelse. Også disse problemer kan påvirke dig – både fysisk og psykisk.

Får du oven i det hele diagnosen funktionel lidelse eller Bodily Distress Syndrome, fordi læger og andet godtfolk ikke tager dine fysiske symptomer alvorligt, men antager, at du er psykisk syg, kan situationen være endnu være (se under Funktionel lidelse).

Havde du f.eks. haft kræft i stedet for whiplash, ville du have fået mulighed for at blive undersøgt, få gratis behandlinger, tilbud om at tale med socialrådgiver, psykolog etc. Men med en whiplashdiagnose eller en funktionel lidelse er der dømt: Undersøgelses- og behandlingsstop. Du må ofte selv betale, hvis du har brug for at få foretaget undersøgelser (f.eks. scanning) og behandlinger (f.eks. fysioterapi, kraniosakralterapi, medicin), hvis du da ikke bliver ”tilbudt” ”behandling” på psykiatrisk hospital.
Der er heller ikke nødvendigvis er hjælp at hente til rengøring o lign.

Whiplashskadede er blevet en såkaldt ”samfundmæssig byrde”. Især kronisk skadede. Fordi mange ikke længere er arbejdsduelige og kan bidrage til samfundet. Hvis du er en af dem, må du forsøge at lægge det bag dig. At have dårlig samvittighed fremmer ikke processen at lære at leve med sin lidelse.

Nogle hjælpemuligheder i forhold til at komme videre:

Find andre, der kan støtte og hjælpe dig:
Det er vigtigt at tage hånd om problemerne efterhånden, som de opstår, og det kræver en stærk psyke. Har du et godt bagland er det uden tvivl lettere at komme igennem.

Har du lyst til det eller brug for det, kan du vælge at hente hjælp i patientforeninger, selvhjælpsgrupper eller f.eks. på facebook, hvor det er muligt at blive medlem af forskellige grupper med andre i samme situation. (se afsnittet Ligestillede, hvor der er adskillige netadresser).

Pårørende:
Enkelte grupper har også adgang for pårørende, således at det er muligt for dem at få et bedre indblik i, hvad du ”er op imod”. På den måde kan du måske selv medvirke til, at dine pårørendes indstilling til din lidelse ændres (vis dem evt. afsnittet Pårørende, når det er færdigt).

Lær at bede om hjælp:
I det hele taget kan det være vigtigt for dig at lære at bede andre om hjælp. Også i dagligdagen derhjemme. Det er der mange af os, der desværre ikke er så gode til.

Betragtninger omkring at lære at leve med diagnosen kronisk whiplash:
Jeg vil i det følgende vove forsøget at skrive om, hvordan du kan komme overens med lidelsen, lære at leve med den eller måske endda lære at acceptere den. Velvidende, at det er ”farligt land”, jeg begiver mig ind på. Der er ikke to mennesker, der er ens eller reagerer ens. Derfor er der som sagt kun dig, der kan vurdere, om du kan bruge min vejledning til noget eller ej.

”At få en kronisk lidelse er en af de meget store omvæltninger i ens liv. Der er et før og et efter, og intet er længere, som det var” skriver Svend Andersen ovennævnte bog. Svend Andersen har parkinsonisme; men hans bog indeholder mange guldkorn, som kan bruges af alle med en kronisk lidelse.

Alting kan ændres:
Når du bliver skadet og får diagnosen whiplash, kan du opleve at blive rystet i dine grundvolde. Livet kan ændres på et splitsekund. Du har måske ikke længere en retning at styre efter. Du kan tabe identitet, hvis du f.eks. ikke bliver i stand til at arbejde igen. Din rolle i familien kan evt. ændres, fordi du ikke formår det samme, som du gjorde tidligere. Du kan have det så fysisk dårligt, at du er nødt til at bede andre hjælpe dig med ting, du altid selv har sat pris på at klare. Du kan tabe fysiske færdigheder. Måske kan du ikke længere magte de fritidsinteresser, du tidligere har haft stor glæde af. Måske kan du ikke længere rejse eller tage på ferie, selv om det er noget, du tidligere har sat enorm stor pris på. Dit liv med evt. børn/børnebørn ændres. Osv.

Vi taler om meget store forandringer i livet. Derfor er det umuligt at tage det hele ind på en gang. Det må nødvendigvis ske i mindre ”bidder.

Når andre ikke tager lidelsen alvorligt:
Mange whiplashskadede har desværre dårlige oplevelser af, at andre ikke tager lidelsen alvorligt, fordi den er usynlig. Når det drejet sig om et brækket ben med gips, der kan ses, eller en af lægerne anerkendt fysisk lidelse som f.eks. en dårlig hofte eller kræft, er det lettere for andre at acceptere, at du er syg eller handicappet. Sådan forholder det sig desværre ikke altid med whiplash.

Derfor kan det være vigtigt at fortælle andre, hvordan du har det, men forsøg at gøre det på en objektiv måde.
Du kan evt. øve dig på forhånd i, hvad du kan sige, så du måske kan undgå at blive for følelsesladet. Mange har svært ved at klare andres følelser. Forbered dig også på, at de andre ikke nødvendigvis reagerer, som du godt kunne tænkte dig. Mange mennesker kan ikke forholde sig til andres lidelser og aner simpelthen ikke, hvad de skal sige. De kan blive pinligt berørte og begynder måske at tale om noget helt andet, mens du står tilbage og har brug for at forstå, at de har hørt, hvad du har sagt. Forvent ikke, at andre forstår. Vælg derfor også med omhu, hvem du taler dybere med om din lidelse. Du ved sikkert, hvem du kan regne med og hvem, der ikke kan klare det. Du kan dog blive overrasket. Mennesker reagerer ikke altid, som vi tror. Udsæt derfor ikke dig selv for nederlag ved at fortælle for meget om dig selv for derefter at blive afvist.

Lær at acceptere, at der er noget, du ikke længere kan:
Netop derfor er det meget vigtigt, at du selv lærer at acceptere, at du er handicappet. Der er forskel på at acceptere at være handicappet og at acceptere at skulle leve sit liv med et handicap. For mig er det to forskellige trin. Det første trin er, at du accepterer, at du er handicappet og ikke f.eks. underkender det eller lader, som om der ikke er noget i vejen med dig. Kan du ikke det, kan det også være vanskeligt for andre at acceptere, at du faktisk har det dårligt. Det har jeg erfaret på egen krop efter ulykken.Først derefter kan du arbejde videre på at lære at leve et godt liv igen.

Forandringer skal komme fra dig selv:
Der hersker ingen tvivl om, at det er meget, meget svært at være whiplashskadet.  Når det er sagt, er der kun dig selv til at ”rykke dig op ved hårrødderne”, hvis du ønsker at LEVE dit liv med en hidtil uforklarlig og usynlig fysisk lidelse, som nu oven i købet kan konverteres til en psykiatrisk lidelse.

Svend Andersen siger om sundhed:
Sundhed handler om, hvordan man klarer disse hårde tildragelser (sygdom), og hvordan man formår at fortsætte med at leve det gode liv, på trods det der er sket. Sundhed er en måde at handle på i forhold til livet, sig selv og sin sygdom. Det gode liv er ikke fravær af problemer, men mere en måde at handle på i forhold til problemer”.

LYT TIL DIN KROP:
Noget af det vigtigste er at lytte til sin krop. At lytte til din krop kan være en stor udfordring; men din skadede krop udgør et problem, som du er nødt til at handle på ved at lytte til den. Jeg siger det af erfaring. I starten gjorde jeg nemlig selv alt for at forsøge at undgå angsten og forvirringen over mit ændrede liv ved simpelthen at gøre det, jeg plejede at gøre. Det var jo også det, jeg hele tiden blev opfordret til afmin læge. Det duede bare ikke.


Der er kun dig, der kan mærke, hvordan du har det. Derfor er der også kun dig selv til at beslutte, hvad og hvor meget du formår. Giv dig selv lov til kun at lave det, du kan. Har kroppen det fysisk dårligt, er det sådan, det er. Accepter det. Det gamle ordsprog ”Det skal gøre ondt, før det gør godt” passer slet ikke på din situation. Tvært imod. Det er ikke ensbetydende med, at du ikke kan lave noget; men vær varsom.

Evt. dårlig samvittighed som fører til at du vil bevise overfor andre, at du kan klare mere, end du reelt kan, er en særdeles dårlig ide. Det skader din krop og giver dig måske en unødvendig nederlagsfølelse. Tager du en hviledag, har du det måske bedre dagen efter og kan klare nogle af de ting, du gerne vil.

Find en balance:
At lave noget, der overstiger dine kræfter kan betyde, der kommer en tilbagebetalingsdag bagefter. Du er nødt til at beslutte med sig selv, om du vil leve i stilhed uden de helt store udsving, eller om du vil lave nogle udsving og bagefter betale prisen ”ved kasse ét”. Det er og bliver en balancegang, som kun du selv kan finde! En anden måde at sige det på, er, at du skal vælge, om du vil leve dit liv i overhalingsbanen eller i vigesporet. Midt imellem er der dog også en bane, du kan vælge.

Sig ja til både det gode og det, der gør ondt:
Svend Andersen siger bl.a. Livet er dejligt og ind imellem gør det forbandet ondt. Når vi siger ja til begge sider af livet både det, der er godt, og det der gør ondt, lever vi et helt liv”.


I forhold til whiplash betyder det, at du er nødt til at sige ja til smerter og al den ubehag, der følger med lidelsen, for at kunne lære at leve et helt liv igen. ”At leve i” og at ”være sygdommen” giver ikke de bedste vilkår for et godt liv.

Undgå så vidt muligt hele tiden at se tilbage på det, der har været:
Det kan være svært ikke vedblivende at se tilbage på det liv, du engang havde; men det hjælper ikke. Det er en proces at lære at forstå, at det ”gamle” liv ikke kommer tilbage mere. Det gør ondt, og du kan – måske i perioder - have brug for hjælp til at komme dertil. Af forstående familie, venner, andre i samme situation eller evt. en psykoterapeut, psykolog eller en alternativ behandler.

Jeg forsøger så vidt, det er muligt at undlade at kigge tilbage på det, der var engang med vemod og en følelse af tab. Engang var mit arbejde en stor del af min identitet sammen med masser af fysisk aktivitet i fritiden. Det gør mig ikke lykkelig at ”drømme mig tilbage” og håbe på at alt kunne være som dengang. Tvært imod. Selvfølgelig tænker jeg på det, der var engang, men ikke længere som et tab, men som gode minder. Det er kun lykkedes mig at komme dertil ved at sørge over de tab, jeg har lidt (se nedenunder).

Find meningsfuld bekskæftigelse:
Det er lettere sagt end gjort ikke ”at leve i” eller ”være sygdommen”; men jeg ved også, at det kan lade sig gøre. Bl.a. ved at nyde alt det, du stadig kan nyde. Om end det foregår i en mindre målestok end tidligere. Og ved at bruge de ressourcer, du stadig har. Alle mennesker har ressourcer på et eller andet plan. Find dem. Brug dem til at finde meningsfuld beskæftigelse, hvad enten det drejer sig om et arbejde, du er i stand til klare eller om at gå ture i naturen, se en film i fjernsynet sammen med en, du holder af, nyde solen, lytte til dejlig musik, lave smykker, male, læse en god bog, samvær med familie og gode venner, når du har det bedst etc. Du er så meget andet end lidelsen. Tænk på, hvad du også er!

Bungy jump, springgymnastik og bjergbestigning er formentlig passé, men til gengæld er der mange andre gode oplevelser at få. Kun fantasien sætter grænser; for selv om smerter og andet ubehag er en følgesvend, er der stadig noget, man trods alt godt kan klare. Lev højt på det. Det er det, der giver livet mening.

"Look for something positive in each day, even if you some days have to look a little harder. Let the challenge make you strong"(ukendt forfatter)

Afstem dine forventninger med dit helbred:
Urealistiske forventninger til livet fører ikke noget godt med sig. Derfor er det vigtigt at afstemme dine forventninger i forhold til det, du kan. Lykken er ikke afhængig af ydre omstændigheder, begivenheder eller mennesker. Lykken er inde i dig selv.

Det lyder så simpelt, og det er det faktisk også, når man først er nået dertil. Men det er en svær proces, der kan tage lang tid at komme igennem.

Focuser på andre roller og gøremål i dit liv:
Når arbejdet ikke længere er en stor del af meningen med livet, hvad det måske er for mange før ulykken, skal der andet til, hvis du ikke længere evner at arbejde. Find beskæftigelse(r), med betydning der giver mening for dig selv og måske også for andre. Det øger følelsen af stadig at kunne noget og være noget værd. Tænk på, at du har mange andre roller end at være et menneske, der arbejder. Du er måske også hustru/mand, mor/far, kæreste, familiemedlem, ven, en god lytter, en, der forstår andre, god med dine hænder, kunstnerisk m.m.m.

“The secret of happiness is to count your blessings while others are adding up their troubles” (William Penn)

Selv værdsætter jeg i dag mere stille sysler, ligesom jeg sætter meget større pris på min lille familie og mine dejlige venner, som jeg er umådelig glad for at være sammen med dem. Tidligere var mange ting en selvfølge. Det er det ikke længere.

Tag autoriten hjem og "bliv herre i eget hus":
Først, da jeg lærte at tage autoriteten hjem og ikke lade andre mennesker – bl.a. lægerne – bestemme over mig, begyndte at få et liv igen. Jeg lærte selv at sætte dagsordenen for mit liv. Jeg skulle ikke længere bevise, hvad jeg kunne klare. Snarere, hvad jeg ikke kunne. Fordi jeg hidtil havde lavet alt over evne. Ud over dette vælger jeg selv, hvad jeg vil med hensyn til f.eks. undersøgelser og behandlinger. Der er ingen, der har kunnet vejlede mig. Derfor har jeg selv måttet finde vejen og tage ansvaret for og styringen over mit liv. At gøre sig selv til ”herre i eget hus” kan også bevirke, at man ikke føler sig så meget som offer.

Der er også positive ting ved at være pensionist:
At være pensionist er ikke et ”ønskejob” for mig, men en nødvendighed, som jeg med tiden har lært ikke blot at acceptere, men også at sætte pris på; for alternativet eksisterer ikke længere. Derfor bruger jeg ikke tid på at tænke negative tanker om det mere. Det gjorde jeg i de år efter ulykken, hvor jeg fortsat troede, at jeg ville blive i stand til at arbejde igen. I dag accepterer jeg det; men det betyder ikke, at jeg ikke somme tider tænker: Tænk, hvis jeg stadig kunne arbejde…...

Man opdager, hvad man har mistet i "ryk":
Jeg har stor medfølelse med dig, der ikke er så langt i forløbet endnu, og med dig, der enten har svært ved at acceptere lidelsen eller arbejder på det. Det er hårdt arbejde og kræver, at du gennemgår adskillige sorgprocesser i forhold til det, du har mistet. Hvad du har mistet går ikke op for dig på én gang. Det sker i ryk, når du pludselig bliver mindet om et eller andet, du heller ikke er i stand til mere. Sørg over det, når det dukker op.

Når du har sørget, er det også vigtigt at stå op for dig selv og tro på, at der kommer en dag, hvor du kan finde en mening med dit liv, som det er blevet.

Forskellige måder at håndtere lidelsen på:

Der er mange måder at håndtere sit handicap eller sin lidelse på mhp at opnå accept.
Selv er jeg blevet hjulpet af bl.a. Svend Andersens bog, men jeg har også fået meget hjælp af familie og nære venner, ligesom jeg i perioder også har valgt at få professionel hjælp hos enten psykolog eller en alternativ behandler.

Svend Andersen taler om forskellige måder, du kan betragte din sygdom/lidelse på:

-          som en udfordring (du er fleksibel, tilpasser dig, taget kampen op og tror på, at det vil lykkes mig at få et liv igen)

-          en værdi (du mener, at lidelsen har ændret dit liv på en positiv måde, og du vil ikke være den foruden. Det har været en gave for dig)

-          en fjende (du vil gøre alt for at forsvare dig imod og bekæmpe lidelsen, så den kan forsvinde/overvindes; men gør du sygdommen til fjende og ikke til ven, bliver det vanskeligt at nå frem til accept)

-          en straf(du ser lidelsen som en uretfærdighed, som du ikke har fortjent. Det kan føre til vrede og evt. angst og depression. Lidelsen kan betragtes som en farlig fjende)

-          svaghed(du føler dig svag, når du er syg og ikke kan klare alt det, du plejer. Du kan føle, at det er din egen skyld. Holdningen kan føre til skam og fornægtelse af, hvad der er sket samt en følelse af ikke at være god nok)

-          befrielse(med denne indstilling til lidelsen, har du måske fået en god undskyldning for ikke at lave så meget eller for at undgå at andre stiller krav til dig. Du kan med sindsro lægge ansvaret over på andre)

-          strategi (med en sådan indstilling forventer du af omverdenen, de tager mere hensyn til dig, viser dig opmærksomhed og evt. medlidenhed, hvis du viser, at du er syg nok)

-          uopretteligt tab/skade (du oplever, at du har mistet dit gamle liv, og at du aldrig får et liv igen. Sygdommen kan bruges som en undskyldning for at forblive passiv, fastlåst og evt. utilfreds. Du er offer for omstændighederne og kan ikke gøre for det. Du har ondt af dig selv og synes, det er synd for dig, og du føler ikke, du har fortjent det)

Betragter du lidelsen som enten en befrielse, en strategi eller et uopretteligt tab/skade siger Svend Andersen: ”Sygdommen bruges som et manipulationsredskab i forhold til at andre for at opnå fordele, som man ikke tør stå åbent frem med. Det foregår ubevidst; men når man bliver klar over det, kan man gøre noget ved det”.

Har du set udsendelsesrækken B.S. og Outsiderne, der har været vist på TV2 i efteråret 2012, har du også set en flok vidt forskellige mennesker med vidt forskellige handicaps og vidt forskellige reaktioner på deres handicap. Det er helt almindeligt og menneskeligt at reagere på at skulle leve et liv med et handicap. Udsendelsen gav dem hver især fornyet styrke, fordi de hver især bl.a. gennem indsigt i deres svage sider og mindre hensigtsmæssige måder at reagere overfor deres handicap på, fandt frem til deres styrker. Det samme kan du!

Har du lyst, kan du gennemgå ovenstående anskuelser en efter en og se på, hvilke du kan nikke genkendende til i forhold til dig selv og din lidelse. Du kan evt. gennemgå listen sammen med en, du holder af og stoler på, og som du ved vil være ærlig overfor dig. Du kan måske genkende flere af måderne, eller du kan se, at sådan har du engang reageret, men gør det ikke mere. Reaktionerne kan ændre sig efterhånden som du kommer mere og mere overens med din lidelse.

Det er klart, at der findes både konstruktive og destruktive måder at forholde sig til sin lidelse på. Det er ikke en skam at erkende, hvis du har en destruktiv holdning; for det kan du gøre noget ved. Enten ved egen hjælp, når du bliver bevidst om det eller ved hjælp af andre. Måske har du i en periode brug for professionel hjælp for at ”få skovlen” under evt. negative og måske ubevidste antagelser og fremme de positive.

"The most difficult phase in your life is not when no one understands you. It´s when you don´t understand yourself" (Ukendt fortatter).

Selv har jeg haft ondt af mig selv – været offer - i perioder, hvor det har været sværest. Specielt, når mine mange symptomer ikke blev taget alvorligt.
Jeg har dog også fra start betragtet lidelsen som en udfordring og hele vejen igennem forsøgt at genskabe et - om end anderledes - liv.
Lidelsen har også i en tid været en fjende, som jeg har forsøgt at bekæmpe bl.a. ved vedblivende at forsøge at bevise, at jeg var i stand til at arbejde. Indtil det blev helt umuligt for mig.
Også at føle mig svag, har jeg prøvet. Jeg kan stadig den dag i dag have svært ved at bede andre om hjælp, selv om jeg er blevet kolossalt meget bedre til det.
Jeg har også i flere år følt, at ulykken var en uoprettelig skade, som havde givet mig et tab, som jeg ikke troede, at jeg ville kunne overvinde; men det er alligevel lykkedes for mig.
At acceptere lidelsen har, som du nok kan forstå, også for mig været en lang og sej proces. Der er ingen, der siger, det er let; men det er heller ikke let at lade være at tage udfordringen op. Spørgsmålet er, om du har råd til at lade være?

Accept:
Svend Andersen skriver om accept: ”At acceptere handler ikke om en blind og naiv accept, men om en forholden sig til livets realiteter”.
Det handler ikke om, at du skal synes, at livet er en dans på roser, men om at forholde dig til, at livet stadig har gode sider og noget at give dig, og få de dårlige sider til at fylde mindre. De er der; men de skal ikke optage al pladsen. Kan du lære det, hvis det ikke allerede er sket, vil det gøre livet så meget lettere for dig.

”Man kan ikke slippe væk fra en kronisk lidelse, men man kan give den den plads, den skal have og ikke mere”  siger han også.
Det tager tid at lære at forstå, at du ikke bliver som før. Det er umuligt at slippe væk fra lidelsen. Når du først forstår det, kan det blive muligt at give lidelsen den plads, den skal have – og ikke mere. Det er stadig vigtigt at lytte til din krop og kun lave det, du mærker, du kan klare; men det kan være godt at betragte de stille stunder på sofaen, i stolen eller måske i sengen som opladning til det, du gerne vil.

Selv fokuserede jeg i lange tider efter ulykken på mine mange symptomer og glemte helt alle de ressourcer, jeg også havde. I dag fokuserer jeg primært på mine ressourcer samtidig med, at jeg passer på mig selv og lytter til min krop.

At leve mindfuldt:
Der findes måder ”at komme igennem på”. Bla. fandt jeg forleden Flora Eriksens facebookside: At leve mindfuldt.

Selv har jeg i lang tid forsøgt at leve mindfuldt – være til stede i nuet og acceptere det, der er lige nu (også det mindre gode som f.eks. smerter). Det drejer sig om bevidst nærvær! Krop og sind er samme sted samtidig. Det er i nuet, tingene sker. Ikke i fortiden. Heller ikke i fremtiden. Derfor er accept af, hvordan man har det lige her og lige nu så vigtig. Og det er muligt at øve sig i det.
F.eks. kan du tænke på det, du gør, når du gør det, du tænker på - i stedet for at forsvinde i tanker, følelser og handlinger. 
Du kan også anvende åndedrætsøvelser, som er noget centralt i mindfulness, fordi det kan få dig tilbage til nærværet. Anvend øvelsen så ofte, du tænker på det. Træk dybt ind og mærk dit åndedræt hele vejen både ind og ud. Gentag mindst 5 gange i træk.

Ting tager dog tid. Opgiv ikke. Det kommer stille og roligt.

Der findes kurser i mindfulness, og der findes bøger, der også kan lånes på biblioteket. Du kan også lære mindfulness meditation, hvis det har din interesse. Også dette hjælper til at være i nuet, mærke nærværet og mindske evt. stress.

Du oplever uden tvivl at have både gode dage og dårlige dage.

Flora Eriksen skriver så fint om dårlige dage
:”Bevar roen - og vær tålmodig.
Når man er i gang med en indre proces - hvad enten det er en rekreation efter en stressperiode, udfordrende sygdom eller en personlig udviklingsproces - vil det nogle gange føles som om man tager et skridt frem og to tilbage. Nogle dage er virkelig gode og alt synes lyst og på vej frem. Og så lige pludselig kommer der et dyk. Tankerne og følelserne tager over og det føles som om alt går den forkerte vej og det bliver umådeligt svært at have overblik og at holde fokus. Man ved, hvad der burde gøres, hvad der burde tænkes - men det forekommer helt uoverskueligt og umuligt at gøre noget. Det er helt naturligt og helt ok. Enhver proces tager tid og der er ingen mirakelløsninger. Der er ingen genveje. Når disse helt naturlige dyk kommer, er det blot at lade det komme. Bevare roen. Og være i denne tilstand. Tillade den og møde den og dig selv med venlighed. Glem burde eller skulle. Glem, at det “jo var så godt i går”... Hvis du, når disse svære dage banker på, mest har lyst til at krybe ind under dynen og gemme dig... så gør det. Vær i det og hav tålmodighed med dig selv.
Du er stadig på vej. Giv mørket plads lige nu - så skal lyset nok komme igen. Det er helt naturligt.
Mød dig selv som du er lige nu med kærlighed, accept, omsorg og venlighed.
Jeg ønsker dig alt godt. Kærligst, Flora

Vær venlig og sød mod dig selv:
Det er vigtigt, som Flora Eriksen skriver, at du har tålmodighed med og er venlig og sød ved dig selv. Du står dig selv nærmest. Vær din egen ven. (Og ikke din egen fjende ved at forsøge at stille andre tilpas eller se lidelsen som en fjende).
Tal pænt med dig selv. Sig f.eks.: ”Det er ikke så slemt. Jeg skal nok klare det. Jeg får det helt sikkert bedre og lærer at leve med lidelsen”.
Du har fortjent at have et godt liv, og det er muligt at få det, selv om det kan tage tid og koste kræfter!!!

Katastrofetanker:
Får du katastrofetanker (”Hvad nu hvis…….”) er det specielt vigtigt at ændre dine tanker. Katastrofetanker medfører spændinger, som kan medføre smerter. De udløser kamp-flugt-mekanismen, som kan spænde ben for helbredelsesprocessen. Iagttag dine tanker. Skift fokus, hvis du tænker negativt. Det, du fokuserer dine tanker på, er det, der fylder og vokser. Erstat tankerne. Eller gå en lang tur.


At nærme sig accept:
Når du ikke længere hver eneste dag tænker, at du er syg og dårlig, men i stedet tænker, at du har et handicap, som det er muligt at ”gå hånd i hånd med” og have et godt og anderledes liv med, da nærmer du dig en form for accept!!!

Selv har jeg brugt år på at acceptere min situation. Nogle bruger- som tidligere beskrevet - et år eller to, andre ti, og atter andre når desværre aldrig frem til at acceptere. I dag kan jeg med sindsro sige, at jeg glæder mig over livet, og over det, jeg kan. Jeg lever mit liv én dag ad gang under hensyntagen til min fysiske formåen samtidig med, at jeg værdsætter livets små gaver og benytter enhver lejlighed til at få gode oplevelser og finde meningsfulde beskæftigelser.

Piet Hein siger så rigtigt: Sygdom er hvordan man har det - sundhed er, hvordan man tar´ det”.

Jeg vil slutte med et sidste citat af Svend Andersen: Jeg tror, at den væsentligste beslutning man kan tage, når man bliver hårdt ramt i livet, er: ”Lige meget, hvad der sker, så skal jeg nok klare mig og få noget godt ud af det”.

VI KAN IKKE GØRE NOGET VED DET, DER ER SKET, MEN VI KAN VÆLGE, HVORDAN VI VIL FORHOLDE OS TIL DET.

“If you lose hope, somehow you lose the vitality that keeps life moving, you lose that courage to be, that quality that helps you go on in spite of it all. And so today I still have a dream”. (Martin Luther King Jr.)

Hvis du har lyst, kan du  også læse dette link, som omhandler "Spoon Theory" eller "Ske-teorien". Det forklarer på en simpel måde, hvordan det er at leve med kronisk sygdom. http://www.newyorkerbyheart.com/2010/02/spoon-theory-ske-teorien-hjaelp-til-forstaelse-for-det-at-have-en-kronisk-sygdom.html 

 

Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE