Acceptance Commitment Therapy

Det sidste nye tiltag fra Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser (FFL) er kurser i ACT - Acceptable Commitment Therapy, som er en udbygning af kognitiv adfærdsterapi.

Årsagen til, at disse kurser nu udbydes af FFL skal formentlig findes i, at der mangler psykologer, og at de praktiserende læger kun kan henvise et fåtal af patienter til psykologisk behandling med tilskud. Kan de praktiserende læger ”klædes på” til selv at varetage opgaven, vil det være en stor samfundsmæssig besparelse.

Kurserne, som FFL udbyder, består af 5 kursusdage a 7 timer. På disse fem dage, lærer deltagerne (læger og andre, der arbejder med patienter med funktionelle lidelser) at lave terapi på deres patienter.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg synes, det er meget problematisk.
Terapeuter bruger mange år på at blive terapeuter; men det ses der tilsyneladende bort fra, når det drejer sig om patienter med funktionelle lidelser. Da er det tilstrækkeligt lære nogle teknikker - først på et TERM-kursus og dernæst på et ACT-kursus, og så kan man i princippet både stille psykiatriske diagnoser og lave terapi på denne patientgruppe. Når man ved, at en konsultation i lægens praksis max. varer 15. minutter, er jeg nødt til at spørge, om dette synes som en ansvarlig måde at behandle denne patientgruppe på?
Det svarer for mig at se til, at en sygeplejerske får to små ugekurser og derefter er i stand til at gå stuegang, stille diagnoser, bestille undersøgelser i stedet for en læge. Eller at en webdesigner får et ugekursus og derefter kan udføre en datalogs arbejde.

Får du tilbudt et kursus eller samtaler hos egen læge, hvori ACT indgår, vil jeg anbefale dig at passe godt på dig selv. At sætte ikke-terapeuter til at lave terapeutisk arbejde, kan have alvorlige konsekvenser for deltagerne.

Du kan underneden læse mere om, hvad ACT er.

Kilden til nedenstående er bogen ”Hvordan kan vi forhindre, at smerter bliver en vej til helvede” af Jytte Valborg Nielsen. Konius.dk 2012, som er uddannet psykolog og selv er smertepatient.

Bogen handler om smerter. Derfor er nedstående eksempler også eksempler, hvor smerte indgår. Forfatteren siger først og fremmest om metoden: ” ACT kan ikke fjerne smerterne, og man vil opdage, at de er umulige at undgå”.
Selv om hun taler om smerter, kan det dog lige så godt dreje sig om at lære at leve med andre symptomer end smerter. F.eks. svimmelhed, synsforstyrrelser, hukommelsesproblemer, koncentrationsproblemer etc - alle de symptomer, der er nævnt i DSAM´s vejledning om anvendelse af TERM http://www.dsam.dk/files/12/funktionelle_symptomer_og_lidelser.pdf

Grundtanken i ACT er, at man ikke længere skal sørge over det, man alligevel ikke kan gøre noget ved (accept). I stedet skal man anvende kræfterne på at skabe et godt liv ud fra de nye betingelser, man nu engang har fået (engagement). Man skal med andre ord acceptere det, man ikke kan forandre og ændre det, der kan forandres - og kunne se forskellen på de to ting.

I traditionel terapi forsøger behandleren at hjælpe patienten med at slippe af med noget – angst, depression, tvangstanker og andre uønskede tanker og følelser.  Men ACT-terapien antager, at disse fænomener er en naturlig del af livet. Derfor handler det om at lære ikke at stritte imod og kæmpe, for desto mere du gør det, desto værre bliver det. Du skal andre ord - i stedet for at slippe af med det - lære at leve med det.

Accept er ikke det samme som tolerance eller resignation. Accept betyder, at man er villig til, uden forsvar, at opleve det man rent faktisk oplever. Også selv om det er ubehageligt. Man skal se sin situation i øjnene, som den er og acceptere sine følelser, uden at forsøge at bebrejde sig selv for at have dem eller at forsøge at undgå dem.

Selv om man tager en situation til sig som den er, er det langt fra ensbetydende med, at man bryder sig om den eller bifalder den. At tage oplevelsen til sig som den er, er det modsatte af at give op. Også selv om man skal lære at acceptere noget, som i sagens natur er uacceptabelt, nemlig sine smerter.
Kæmper man mod smerterne, bliver de ved med at bestå, eller de bliver værre.
Smerte plus modstand er lig med lidelse.

Det gælder i mange andre forhold i livet, at modstand forværrer tingene, er filosofien bag ACT.
Når vi er villige til at se i øjnene, hvorledes vores adfærd med hensyn til at undgå ubehagelige situationer og at kæmpe imod dem skader os, så vil vi hurtigt gøre noget for at ændre på det.

I stedet for at prøve at vinde over noget, som man ikke kan vinde over, skal vi med udgangspunkt i smerterne bygge et nyt og anderledes liv op med nye beskæftigelsesmuligheder, interesser osv.

ACT-handlingen er altså ikke rettet mod at fjerne symptomer, men mod de konsekvenser og omkostninger, symptomerne har.
Mennesker med kroniske smerter får kun en lille smertereduktion gennem terapien, men de får til gengæld et mere aktivt liv og en større livskvalitet. Det handler mere om at hindre smerteadfærd, som skaber flere problemer, end der er i forvejen.

I terapien anvendes bl.a. begrebet kreativ håbløshed. Når man accepterer smerter som noget, man ikke skal undgå, mister de deres magt over en. Man kan ikke undgå kroniske smerter, men ved hjælpe af hensigtsmæssige teknikker, kan man forhindre dem i at blive for uudholdelige. Men det kræver, at man selv er i stand til at finde nye kreative udveje.
Kreative alternativer kan bestå i, at man beder andre om hjælp, eller at man selv finder frem til forskellige teknikker til at klare specifikke problemer. Når patienten indser, hvor nyttesløs adfærden er blevet, vil der opstå større kreativitet, og man vil være mere parat til at afprøve nye tilgange.

Det vigtigste mål for ACT-terapien er at finde frem til de værdier, som giver livet mening og retning. Terapeutens arbejde består i at hjælpe klienten med at indentificere værdierne og rydde hindringer for deres realisering af vejen.

Den uhensigtsmæssige adfærd  reduceres i ACT, når klienten begynder at forfølge sine værdier. Klienten ændrer ikke blot adfærd for at ændre adfærd. Incitamentet er at få flere værdier ind i livet.
Der fokuseres altså ikke på det, man skal holde op med, men på, hvad man ønsker at få ud af sit liv.

Målet er nået, når der er sat en proces i gang og patienten bevæger sig i den rigtige retning med opnåelse af accept og engageret handling. Terapeuten skal kunne skelne mellem sine egne værdier og klientens!!!
Mit spørgsmål: Kan man det på FFL eller hos den praktiserende læge. Lægen har jo et mål med behandlingen: At patienten accepterer og får mere ud af sit liv.

Mindfulness er en del af ACT-terapi. Læs mere om dette under afsnittet ”Andet der virker” under ”Lev med smerter” på min hjemmeside.

ACT og kroniske smerter:
I første omgang er det helt afgørende, at man anerkender og accepterer, at man ikke længere kan det samme som man har kunnet før, og at man ligeledes anerkender de følelser af negativ art, som dette naturligvis fører med sig. Men hvis man fokuserer al sin energi på alt det, man ikke længere kan, så sker der en markant forværring af situationen.

Man skal selvfølgelig undgå de aktiviteter, som man på forhånd ved er smerteprovokerende. Det er dog heller ikke godt at tage medicin og forsøge at undgå al bevægelse eller aktivitet. I længden vil denne undgåelsesadfærd skabe større problemer i form af ringe kondition, social isolation og generelt dårligt funktionsniveau.

Det kræver stor fleksibilitet at have kroniske smerter. Holder man fast i en livshistorie om, at man er et aktivt og uafhængigt menneske, kan man være nødt til at ændre den historie, hvis man vil leve et liv med smerter og ikke lade smerterne leve dit liv.

Smerter åbner for de sande værdier. Man kommer i kontakt med, hvad man fravælger og siger farvel til. Derefter skal man finde andre måder at få livskvalitet på, som man kan klare.
Man skal fokusere på nogle af de nye ting, man har fået samme med sygdomme, og som man ikke havde før. F.eks. har man fået mere tid, hvilket formentlig var en mangelvare før.


Slutbemærkninger:
ACT-terapi lyder i og for sig udmærket. Det, der bekymrer mig, er, terapeut normalt er noget, man uddanner sig til over mange år. Læger er ikke terapeuter indenfor det psykiske område. Alment praktiserende læger har en bred uddannelse; men psykoterapeuter eller psykiatere er de ikke. Det kræver mange års specialisering.

Derfor virker det helt forkert på mig, at man med et ugekursus kan lære at udføre terapi på patienter. Det virker uvidenskabeligt og på en måde også uvederhæftigt.

Bogen, jeg har taget udgangspunkt i, er skrevet af et menneske, der selv lider af kroniske smerter, og som ved, hvad hun taler om. Har man ikke prøvet at have kroniske smerter kan noget af ACT-bahandlingen måske føles som overgreb. Man skal f.eks. ikke glemme sine smerter eller undlade at tage hensyn til smerten. Smerten er der jo for at forælle, at der er noget galt. Men man kan lære at leve med den på en anden måde og stadig tage hensyn, så smerten blot fylder mindre.
Hvis man har erfaret, at en bestemt situation fremprovokerer smerter, er det bedst at undgå denne situation. Man skal altså ikke "glemme" at man har smerter, men lære at leve med dem på en mere hensigtsmæssig måde, der kan give mere livskvalitet.

Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE