Alle tæt på en person med kroniske smerter

“Den største opdagelse igennem tiderne, er at mennesket kan ændre deres liv, ved at ændre deres indstilling til livet” (William James)

KAPITLET ER TIL SAMLEVERE, ÆGTEFÆLLER, VOKSNE BØRN, FAMILIEMEDLEMMER, VENNER, NABOER, KOLLEGER - KORT OG GODT ALLE, DER ER TÆT PÅ EN PERSON MED KRONISK WHIPLASHSKADE SAMT TIL DEN SKADEDE SELV

PÅ FACEBOOK ER DER EN PÅRØRENDE GRUPPE TIL MENNESKER MED WHIPLASH. https://www.facebook.com/groups/paaroerendehrwpl/

 

Resumé af kapitlet :
Dette kapitel er ligesom afsnittet ”Accept af lidelsen” en udfordring for mig at skrive, fordi det kan være vanskeligt at beskrive, hvordan andre KAN reagere. Vi er alle forskellige og reagerer på forskellig vis.

OBS! Selv om jeg bruger begreber som whiplash, whiplashskade etc., kan det lige så vel handle om alle andre kroniske lidelser med en hverdag med smerter og ubehag.
I dette afsnit forsøger jeg at beskrive både, hvordan den skadede og de nærmeste kan reagere på kronisk whiplash, hvordan det er at leve med lidelsen i en familie og blandt venner, samt hvad man evt. kan gøre for at hjælpe både sig selv og den skadede samt evt. børn.
Afsnittet bygger på egne erfaringer samt litteratur om emnet.
Min mand har læst det og sagt god for det. Han genkender både sig selv og mig i det, jeg har skrevet.
Lige efter ulykken kan både den skadede og de pårørende være chokeret. Chokfasen kan være af forskellig længde. Det kan være vigtigt at holde sig for øje, at den pårørende hurtigere kommer til klarhed, end den skadede.
Senere, når den kroniske sygdom ikke længere kan afvises, men opfattes som en realitet, gælder der ifølge Anette Skriver, som selv er gift med en hjertesyg mand, nogle regler:
”På det stadie skal vi møde vores næste med åben medfølelse og kærlighed, men samtidig skal vi som pårørende være klar over, at vi har ansvaret ALENE for vores liv. Det gælder både for mennesket med den kroniske sygdom og for den pårørende. Den pårørende skal passe på sig selv, for vi kan ikke være noget for andre, hvis vi ikke først er noget for os selv. Eksemplet fra flyvemaskinen, hvor man bliver bedt om at tage luftmasken på sig selv, før man hjælper andre, er i den henseende rigtigt godt”.
Den pårørende skal balancere på en knivsæg. Det er en stor udfordring både i forhold til at støtte den kronisk syge, holde sammen på hverdagen, familie og venner samt være ”tovholder” i de praktiske opgaver, der skal klares hver eneste dag. Det kræver styrke, som skal findes og bruges.


Når sygdommen rammer:

Når et menneske bliver whiplashskadet, er det ikke kun den skadede, der rammes, men også alle der er tæt på den skadede. I første omgang betragtes lidelsen dog ikke som kronisk, og da nærer alle uden tvivl håb om, at tilstanden bedres. Også den skadede selv har store håb. Hvis lidelsen senere viser sig at være kronisk, vil forskellen mellem de nærmeste og den skadedes reaktioner for alvor begynde at manifestere sig.

Psykolog Anette Skriver siger, at mennesker med kronisk sygdom og deres nære, gennemgår nøjagtig de samme krisereaktioner. Forskellen er blot, at de ikke gør det i samme tempo. De pårørende forholder sig mere realistisk til situationen, end den kronisk syge gør. Hun siger også, at det er meget lettere at nå frem til et realistisk billede af sygdommen, når man ikke selv er ramt.

Giv tid. Der kan komme noget godt ud af en krise i den sidste ende.
”Når vi mennesker rammes af en krise, kan vi sammenlignes med en bølge. Vi trækker os tilbage for en tid, og vi vender kraftfuldt tilbage med masser af styrke”. (Forfatter ukendt).


Whiplashskade:

Er du pårørende eller nærtstående til en whiplashskadet, kan du opleve, at det menneske, du holder af og kender godt, med ét kan ændre sig efter ulykken (hvad enten det skyldes en trafikulykke eller f.eks. et fald fra hest eller cykel). Det skyldes at whiplash er en særdeles ubehagelig lidelse med mange forskellige og invaliderende symptomer, afhængig af hvor skaden sidder. Der kan ske skader i nakke, hjerne, den forlængede rygmarv, det indre øre etc. I nakken kan der ske skader på nerver, kar, muskler, knogler, bindevæv, bruskvæv etc. Selv om der kan være forskellige symptomer, er der dog også mange symptomer, der går igen. F.eks. smerter i nakke, skuldre, lænd og/eller kæbe, hovedpine, svimmelhed, kvalme, øresusen, problemer med at fokusere sit syn og læse, ”osteklokkefornemmelse” søvnproblemer, træthed, koncentrations- og hukommelsesproblemer.

Ikke at blive taget alvorligt af andre eller at oplev e, at andre ikke tror på, at man er dårlig eller måske sætter spørgsmålstegn ved, om man overhovedet ER skadet, er noget af det værste, man som menneske kan udsættes for. Det rammer lige i solar plexus og suger luften ud af én. Destruktive tanker kan opstå i kølvandet herpå, hvis man ikke er et ualmindeligt stærkt menneske, og det er langt de færreste, når de befinder sig i en ekstrem sårbar situation. Selv om du ikke forstår, hvad der sker, er det unægtelig bedre at være nysgerrig end at være fordømmende.

Det kan også være en meget ensom lidelse, fordi den er usynlig. De invaliderende symptomer til trods, findes der ikke så ofte skader ved de undersøgelser, der kan foretages i dag. Der eksisterer dog og anvendes nogle undersøgelsesmetoder, der kan afsløre skader; men de foretages ikke i Danmark og skal bekostes af den skadede selv, hvis man vælger at rejse til f.eks. Finland, Sverige, Norge, Tyskland eller Spanien. Visse nyere undersøgelser fremgår af afsnittet Muligheder i udlandet, som er et underafsnit til Lev med whiplash. Desuden kan du læse mere under afsnittet Nyere Forskning.


At være tæt på den skadede:

Måske er det kun dig, der er meget tæt på den whiplashskadede, der opdager hvor galt, det står til. Selv om du kan se, at den skadede har det dårligt, kan du måske have svært ved at sætte dig ind i, hvad vedkommende gennemgår. Forsøg alligevel!! Det betyder alverden!!!

Ofte møder den skadede kun mennesker ud over den allernærmeste familie, når han/hun har et overskud til at møde andre. Derfor kan det lykkes ”at skjule”, hvor slemt det egentlig står til. Enten fordi den skadede ikke fortæller det, eller fordi andre ikke kan se det - eller begge dele.

Mange whiplashskadede er ”gode til at skjule” deres symptomer for andre. Netop fordi de ikke kan ses, kan det også være svært for nogle at tale om det. Både for den skadede og for dig. Tøv dog ikke. Det er rart for den skadede, hvis du har overskud til at lytte og forsøge at sætte dig ind i, hvad han/hun ”er oppe imod”, hvis vedkommende har lyst at tale om det.

”People don´t always need advice. Sometimes all they really need is a hand to hold, an ear to listen, and a heart to understand them”. (Ukendt)

Har du lyst at vide mere om, hvad der foregår indeni en skadet person, kan du læse min bog ”Tag piskesmæld alvorligt. Forløb, erfaring og rådgivning”. Den findes både som bog og lydbog i forskellige formater og kan enten lånes på biblioteket eller købes. Bogen hos f.eks. forlaget Bogan, der har udgivet den. Lydbøgerne hos AV-Forlaget Den grimme Ælling, der står som udgivere af disse.Se afsnittene Om bogen, hvis du er interesseret. Den kan måske give dig et bedre billede af, hvor svært din pårørende/ven har det.

Når den skadede har erkendt at tilstanden er kronisk, taler Anette Skriver om åben medfølelse, kærlighed, og at tage ansvar for sit eget liv – for både den skadede og den pårørende. Se citat under resumé.


Hvordan forholde sig, når lidelsen er blevet kronisk:

Når lidelsen erklæres kronisk, er det bedste udgangspunkt selvfølgelig, at du fortsat tror på, at den skadede er skadet, og at dette er grunden til at vedkommende har det dårligt. Det kan måske være svært, fordi du ikke kan se det; men lad dig ikke narre af det. Der er forskning– som tidligere nævnt - der viser, at der kan være endog meget alvorlige skader - også selv om de ikke kan ses.

En ting er sikkert: Tror du ikke på, at din pårørende er skadet, vil det uvægerligt føre til problemer i jeres forhold; for den skadede mærker hurtigt, om han/hun bliver mødt eller ej. Mistanken om ikke at blive troet, kan forværre situationen for den skadede. Hvis andre, der er tæt på, ikke tror på, at den skadede er skadet, kan det være svært for dig; men du er nødt til at vælge, hvem du vil støtte. Og det er forhåbentligt den skadede!

Tal om det. Stil alle de spørgsmål, du har lyst til at stille. Både til den skadede og til andre. Det er bedre at tale om det, end at tie. Fortæl også, hvordan du har det med situationen. Om dine egne tanker og følelser.

“I know that you believe you understand what you think I said, but I’m not sure you realize that what you heard is not what I meant” (Robert McCloskey)

Følgende link handler om "Spoon Theori" eller "Ske-teorien". I al sin enkelthen fortæller den præcist, hvordan det er at have en kronisk lidelse: http://www.newyorkerbyheart.com/2010/02/spoon-theory-ske-teorien-hjaelp-til-forstaelse-for-det-at-have-en-kronisk-sygdom.html 

At tale med din kære er altså alfa og omega. 
Desuden kan du søge viden om lidelsen, hvilket kan bevirke, at du får en endnu større forståelse for, hvad der sker. Se f.eks. under afsnittet "Links og litteratu".

”Running away from any Problem only increases the Distance from the Solution. The easiest way to escape form the problem is to solve it” (forfatter ukendt)


Alle, der er tæt på den skadede, rammes:


Det er ikke kun den skadede, der er ramt. Alle, der er tæt på, rammes! Det kan være svært at acceptere, hvis det viser sig, at skaden er kronisk. Da kan det være vigtigt at prøve at forholde sig til nogle af de tanker og følelser, der rumsterer indeni. Det kan dreje sig om f.eks. bekymringer, vrede, afmagt, sorg, usikkerhed, angst for fremtiden eller andet. I den situation er det ekstra vigtigt, at I kan tale med hinanden. Også om det, der er svært. Nogle reagerer kraftigt. Andre reagerer ikke. Der er mange forskellige måder at reagere på. Der er ingen reaktion der er rigtig eller forkert. Det er, som det er.

Du kan som pårørende eller ven være psykisk påvirket af at se den, du holder af, lide. Det kan måske også være svært for dig at acceptere, at den skadede er dårlig. Du kan endog være depressiv over jeres fælles fremtidsudsigter. At jeres liv ikke bliver som før.
Også du kan have brug for at nå frem til en form for accept af lidelsen. Hent evt. inspiration i afsnittet ”Accept af lidelsen” her på hjemmesiden. Husk dog stadig på, at du som pårørende ifølge psykolog Anette Skriver har lettere ved at acceptere tilstanden hurtigere, end den skadede har. Det kan give et misforhold. I hvert fald i en tid. Jo tættere man er på den skadede, desto længere tid kan det vare, før du selv når frem til accept.


Tal om problemer, følelser, tanker, bekymringer etc.:

Tal om jeres parforhold, hvis der opstår problemer. F.eks. er der ægtefæller/samlevere/kærester, der mener, det er deres opgave at passe på, at den skadede ikke gør noget, der kan give bagslag, fordi det kan være svært at se på, når den skadede får det dårligere. Det kan dog aldrig blive din opgave at passe på vedkommende. Du kommer i givet fald let til at agere ”forældre” for den skadede. Du gør det uden tvivl i den bedste mening; men det er ikke befordrende for et ”kæresteliv/samliv”.

Modsat skal du også undlade at presse den skadede til at gøre noget, som vedkommende ikke kan. At bruge armene giver bevægelser i den skadede nakke, som kan forværre smerter. Det vil sige, at det f.eks. kan være svært for den skadede at støvsuge, gøre rent, pudse vinduer etc. Ligesom det kan være svært at stå bøjet over f.eks. et køkkenbord og snitte og skære og røre i diverse gryder. Find nogle retter, der er lette at lave. Den skadede kan gå lidt til og fra. Væn dig til, at det er MÅDEN det lader sig gøre at lave noget i hjemmet på. I stedet for at tage over eller at være opgivende og sur.

Tal også om andre problemer, der måtte opstå. Feks. problemer med økonomi, børn, for mange opgaver i hjemmet for den raske og hvordan kontakten til jeres sociale netværk holdes ved lige. I spekulerer uden tvivl begge på det.

Modsat kan du også have den indstilling, at du ikke magter at tage de mange hensyn til den skadede. Du kan føle, at al opmærksomhed går til den skadede. Også dette er værd at tale om, så du stadig kan bære det ansvar, der følger med at være sammen med en kronisk syg eller skadet person.

”Som ægtefælle til en kronisk syg kæmper man sin egen kamp – ofte i ensomhed. Det viser ny forskning”. http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/333560:Danmark--AEgtefaeller-til-kronisk-syge-foeler-sig-ofte-overset

Forsøg at finde løsninger på det. Sammen. Det er vigtigt at finde en balance, så der bliver plads til jer begge.

Der er for mange, der giver op. Det kan godt lade sig gøre at have et godt forhold, selv om den ene ikke længere er rask. Det kræver dog en indsats af begge parter. Derfor er det så vigtigt at få talt om det, der nager, ”gnaver”, murrer eller gør ” ondt i maven”.


TIL DIG, DER ER MEGET TÆT PÅ: Find dig ét eller flere frirum:

Er du meget tæt på den skadede, kan du selv have brug for et frirum. Tænk på dig selv ind imellem. Lav aftaler med den skadede om, at du har brug for tid for dig selv. Tid, du kan bruge sammen med andre, på sport eller hvad du end måtte have lyst til. Inviterer jeres venner eller familie til sammenkomster er det en god ide, at du tager med, selv om din kære måske ikke magter det lige netop dén dag.

“Friends are those rare people who ask how we are, and then wait to hear the answer” (Ed Cunningham)

Du kan have dårlig samvittighed overfor den skadede, hvis du gør noget på egen hånd; men vær ikke blind for, at den skadede også kan have dårlig samvittighed overfor dig, hvis du bliver hjemme. Sådan har jeg selv haft det overfor min egen mand.
Omvendt kan den skadede også synes, at det er strengt, du tager af sted. Her er det atter vigtigt, at I får talt om det. Du er nødt til også at tage hensyn til dig selv. Har den skadede det så dårligt, at han/hun har svært ved at klare sig alene, kan der dog ikke herske tvivl om, hvor du bør være. Så der kan være undtagelser; men som hovedregel er det vigtigt for jer begge, at du henter energi andre steder!!!


Hav gode oplevelser sammen:

Det er en god ide at finde måder, hvorpå I også kan få nogle gode oplevelser sammen. Find måder at være sammen på, som den skadede kan klare, så jeres samvær undgår at komme til at fokusere på, hvad den skadede ikke kan. Tænk f.eks. over, at det ikke er noget, der skal vare hele dagen, hvis der ikke er mulighed for hvile med nakkestøtte ind imellem. Et par timer eller tre kan være nok; men lav noget så ofte I kan. Længden af den tid, I kan tilbringe ude sammen betyder ikke noget i forhold til alternativet: Ikke at lave noget godt og livsbekræftende sammen.

I det hele taget tæller de gode stunder sammen rigtig meget. Det er dem, I skal leve højt på i de dårlige perioder. For der er uvægerligt både gode og dårlige perioder. Det hører med til lidelsen, og det er du nødt til at acceptere, når du er tæt på. Pres ikke den skadede ud over hans/hendes grænser og formåen. Det giver altid bagslag.
Udnyt de gode dage og lade den skadede selv ”bestemme farten” på de dårlige dage.

”The happiest people don´t have best of everything, they just make the best of everything” (Ukendt forfatter)


Seksuelt samliv:

Et seksuelt samliv med den ene part som kronisk smertepatient kan være en vanskelig sag. Også her er det vigtigt at tale om det. Det kan have betydning for begge parter at være tæt på hinanden - uden nødvendigvis at have sex hver gang. Tal om det. Lig tæt. Nyd hinandens kroppe. Så lykkedes det måske på tid at få et samliv til at fungere igen.


Venner, naboer etc:

Det bedte, I kan gøre, er at være der for den ramte familie. Bevar kontakten. Selv om det kan være hårdt at være vidne til i en lang periode, kommer der bedringer. Vær der for både den skadede og den/dem vedkommende lever sammen med. Lyt til dem.
Tro på, at den skadede er kvæstet ved ulykken; for det er sådan, det er. Selv om der endnu ikke findes undersøgelser, der kan bevise det. Se evt. dette korte indslag fra TV Lorry: http://www.lorry.dk/artikel/137968
Giv dem evt. en hjælpende hånd, hvis I har lyst til det. Selv små ting kan have stor betydning. Foreslå eller accepter at mødes på tidspunkter, hvor den skadede er frisk. F.eks. til brunch. Det kan ofte være svært for den skadede at være ude om aftenen, hvor tilstanden som regel er værst. Det venskab, naboskab eller hvad I nu har haft med den ramte familie, kan bære igennem indtil der sker bedring i tilstanden, hvis jeres forhold har været tæt nok.


Sig ja tak til praktisk hjælp i hjemmet:

Lever du sammen med en whiplashsskadet kan det meste af det praktiske være pålagt dig. I hvert fald når den skadede har det værst. Har I på nogen måde råd til det, er det en rigtig god ide at få hjælp til f.eks. rengøring i hjemmet, så du ikke altid skal lave noget praktisk, når du er hjemme. Det er vigtigt, at der er tid til blot at være sammen. Hvis du som samlever/ægtefælle er rask, eller hvis der er større hjemmeboende børn, er det usandsynligt at man kan få hjælp gennem kommunen.
Tag imod hjælp, hvis der er nogle i jeres omgangskreds, der tilbyder sig. Det er ikke en falliterklæring. Tvært imod. Det er en styrke at kunne bede om hjælp. Ikke en svaghed.


Undgå at give gode råd:

Mange fristes af at give gode råd til den skadede. Om f.eks. behandlinger. Er du en af dem, gør du det uden tvivl i den bedste mening. Forsøg dog at begrænse det eller helt at laed være – med mindre du bliver spurgt til råds. At få råd man ikke kan anvende, kan virke kompromitterende. Det er langt bedre at lytte!!!
Kommer du til at give råd, må du ikke føle dig afvist, hvis det ikke bliver fulgt. Føler den skadede det som et godt råd, bliver det sikkert brugt; men i og med at man ikke 100 % kan sætte sig ind i, hvordan den anden har det, er det langt fra altid at et godt råd kan bruges.
Et godt og velment råd, som den skadede ikke er i stand til at følge, kan komme til at virke på den skadede som at vedkommende ikke kan tage sig sammen.
Samtidig er det også vigtigt at være sig selv og ikke forstille sig i sin iver efter at undgå at såre den skadede. Hellere være der, end ikke være der. Hellere sige lidt for meget, end at være bange for at sige for meget.
“Du må ikke være så bange for at sige og gøre det forkerte, så kommer du aldrig til at gøre det rigtige” (Johannes Møllehave)

 

Tag med til konsultationer og møder:

Har du mulighed for det, kan det være en idé, at du tager med til nogle af de konsultationer eller møder, den skadede skal til; men kun, hvis du er indstillet på at støtte. Der er i dag læger, der forsøger at lave alliancer med de pårørende mod patienterne. Fordi der findes læger, der konverterer diagnosen piskesmæld til funktionel lidelse, som er en psykiatrisk lidelse. Jeg håber, du har lyst at læse afsnittene om Funktionel Lidelse, Term-model og Psykiatrisering. Det er stærke kræfter, din pårørende er oppe imod. Gør det ikke værre ved at stole mere på lægen, end på den skadede. Der er heldigvis også stærke kræfter i gang for at ændre indstillingen til at psykiatrisere whiplashskadede, skal du vide.


Vær ekstra opmærksom på jeres børn:

Har I børn, kan det være en hjælp at få andre til at passe dem ind imellem. Er det større børn, skal I være opmærksomme på, at de også kan reagere på deres mors eller fars lidelse. Find et menneske, de har tillid til, og som gerne vil tale med dem. Et rum, hvor barnet frit kan sige alt, hvad det har lyst til at sige. Børn er meget loyale overfor deres forældre. Derfor kan det være meget svært for dem at snakke med dem og det, de synes er svært. De kan f.eks. også være vrede på forældre, hvilket er en fuldstændig naturlig reaktion.
Måske kan en psykolog eller psykoterapeut også være en mulighed, hvis I fornemmer, det ikke er nok med en god ven, en voksen i skolen eller lignende. Børn mærker alt, hvad der er galt. Det gør måske langt mere ondt på dem, end de vil være ved. De ønsker måske ikke at belaste forældrene yderligere ved at tale om det. De ser, hører og fornemmer måske, at I har rigeligt at gøre i forvejen. Desuden kan det være svært at tale om, at de f.eks. også kan være vrede på den, der er blevet skadet. Eller de kan føle skyld. Det er tunge følelser, der ikke er befordrende for et barns udvikling. Tag hånd om det.

Tal med børnehave, skole, fritidshjem etc. om det. Her kan også findes voksne, der er i stand til at få en god kontakt til barnet.
Vær opmærksom på barnets reaktioner. En teenager, der reagerer ved at skulle afprøve grænser, er helt naturligt; men måske er der lidt for mange grænser, der skal afprøves, hvis barnet bærer rundt på for store byrder i forhold til en handicappet forælder? Vær ikke blind for det faktum.


Pas på dig selv og søg evt. hjælp hos professionelle eller ligestillede, hvis du har behov for det:

Har I børn er det ekstra vigtigt, at du finder dig det frirum, jeg før har talt om; for da er der mange flere opgaver i hjemmet, der hviler på dine skuldre end før skaden skete. Du er nødt til at hente energi og få ”læsset af” andre steder for at klare hele ”menageriet” derhjemme.

Der findes desværre ingen tilbud til dig som pårørende i sundhedssystemet. Ligesom den skadede må du ”selv forsøge at finde vejen”. Måske kan du have brug for at tale med en professionel (psykolog, psykoterapeut eller evt. en alternativ behandler). Måske har du det fint med at tale med en ven eller anden nærtstående eller måske en kollega om det. Det kan somme tider være lige så godt. Bare du ”får læsset af” og får den støtte, du har brug for, når du har brug for det.

Har du lyst, findes der en gruppe på nettet, som også er for pårørende. Måske kan du have glæde af at blive medlem af denne gruppe – og opleve andre i samme situation som både du og den skadede. Det kan måske give dig et mere nuanceret billede af lidelsen. Gruppen hedder: Gruppe for folk med piskesmæld og deres pårørende http://www.facebook.com/groups/242515019131219/permalink/442473989135320/#!/groups/242515019131219/

Det kan også være muligt at finde en pårørendegruppe i dit lokalområde, hvis det skulle have din interesse. Det foregår som regel i privat regi. Søg på nettet, hvis du er interesseret.

Desuden er der de to danske patientforeninger Whiplashforeningen og PTU – Foreningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede, som du også som pårørende kan blive medlem af og søge støtte hos (se under afsnittet ”Relevant læsning”.


Tanker til overvejelse:

Livet med en whiplashskadet kan gå op og ned. Det er ikke nødvendigvis let. Der kan – ud over ovenstående og sikkert endnu flere problemer – også være problemer i forhold til, at andre kan have en formodning om, at de kære ikke er så syg, som han/hun tror. Eller næsten endnu værre: At vedkommende er psykisk syg.

Anette Skriver siger om dette: ”Som pårørende må man gøre op med sig selv, om man lever for sin egen skyld eller for naboens skyld. Nogle kan ikke klare livet sammen med en kronisk syg og vælger at gå – og det kan gøres på mange måder. Andre vælger at blive og har et godt liv, fordi de stadig kan se mennesket, de elsker gennem sygdommen. Men hvad naboen synes, det er lige meget, for det er ikke naboen, der bor sammen med jer”. http://www.lunge.dk/livet-som-paaroerende

Held og lykke med det. Jeg håber inderligt, at du og din kære får et godt liv trods kronisk sygdom!!! Det er muligt. (Læs evt. også afsnittet Accept af lidelsen – og evt. sammen med din kære).

 

 P.S. Også denne artikel kan måske være til inspiration: https://finetanker.wordpress.com/2017/01/15/10-ting-du-skal-vide-om-en-ven-med-sygdomdoed-inde-paa-livet/  

 

 
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE