"Tag piskesmæld alvorligt"

INDHOLD PÅ DENNE SIDE: 
1. Om bogen
2. Boganmeldelser
3. Læsernes udtalelser om bogen
4. Bogens indholdsfortegnelse
5. Bogens forord
6. Min tilstand i dag


1. OM BOGEN
Min bog "Tag piskesmæld alvorligt. Forløb, erfaring og rådgivning" udkom i 2010 på forlaget Bogan, et forlag under Forlaget Hovedland, ledet af forlæggeren herfor. 

Speciallæge Henrik Isager, der bl.a. har skrevet bogen "Stress og udstødelse" samt "Blinde pletter" var konsulent på manuskriptet til min bog og anbefalede forlaget at udgive den.

Bogen er skrevet efter en bagfrapåkørsel i 2002 som resulterede i diagnosen whiplash. I de efterfølgende år skrev jeg dagbog. Bogen bygger på disse dagbogsoptegnelser, men også på en grundig gennemgang af litteratur, således at den er teoretisk velbegrundet. Bogen er dels en kombination af mine personlige oplevelser med diagnosen whiplash, dels en fagbog i kraft af dens litteraturhenvinsinger, og dels en bog der giver gode råd til jer, der enten selv har været så uheldige at få diagnosen eller er pårørende, ven eller lignende til et menneske med diagnosen whiplash. Jeg valgte at skrive den, fordi der ikke fandtes en bog på dansk, der udelukkende omhandlendede whiplash.

Med denne hjemmeside vil jeg gerne holde både jer, der har læst bogen, opdateret, og selvfølgelig også gøre jer, der ikke kender den opmærksomme på, at den findes. Jeg har til hensigt ind imellem at skrive om nye tiltag på whiplashområdet og at give min mening til kende om stort og småt på området.

Bogen kan købes hos Hovedland, der har udgivet den. Desuden kan den lånes på 95 biblioteker rundt omkring i landet og kan også lånes som lydbog i forskellige formater.

Lydbøger kan købes hos AV Forlaget Den Grimme Ælling
http://www.altfortalt.dk/4317__hanne-holst-rasmussen

OBS! Er du medlem af PTU (Livet efter ulykken - Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede) kan du få 35% rabat ved at bestille bog eller lydbog (i CD eller MP3 format) på telefon 36 73 90 00, alternativt på mail: ptu(at)ptu.dk eller på PTU´s netbutik: https://sikker.ptu.dk/besoeg_netbutikken



2. BOGANMELDELSER:

Lektørudtalelse af Ellen Lind Jensen (uge 7 2010) 
(Lektørududtalelse: Udtalelse af en bibliotikar til biblioteker)

Anvendelse/målgruppe/niveau: Bogen er dels et opråb til ansvarlige sundhedsmyndigheder og - personer om at tage piskesmæld alvorligt - også selvom man ikke umiddelbart finder nogen fysiologisk årsag til smerterne. dels er den en støtte og inspiration til piskesmældsramte og deres familier.

Beskrivelse: Forfatteren pådrog sig for 7 år siden et alvorligt piskesmæld ved et færdselsuheld, hvor hun blev påkørt af en lastbil. Det blev starten på en lang og sej kamp for at få anerkendt de skader, hun pådrog sig. Lægerne kunne ikke umiddelbart se noget unormalt. Alligevel var smerter og andre symptomer påtrængende med tab af arbejdsevne og nedsat livskvalitet til følge. Efter næsten 5 år blev hun for egen regning opereret i Tyskland og genvandt trods en fikseret nakke sit livsmod og en hverdag uden de plagsomme smerter. Hanne Holst Rasmussen er sygeplejerske og skrev sin beretning under forløbet, men gav sig herefter til systematisk at indsamle og gennemlæse fagligt materiale om piskesmæld. Det er blevet til en velskrevet bog, om hendes egne erfaringer og om at tage lidelsen alvorligt og ikke blot forklare den med noget psykisk.

Sammenligning: Skjulte lidelser: Om whiplash, kroniske smerter, fibromyalgi med mere, 2009, ligger holdningsmæssigt i tråd med den aktuelle titel, mens Ondt i livet, 1999, opfatter de samme tilstande mere som affødt af depression. Men denne nye bog er den første, der handler udelukkende om whiplash.

Samlet konklusion: Bogen er dels et fagligt indlæg om whiplash, dels en beretning om eget forløb. Bredt anvendelig.

 

Boganmeldelse af Karin Russel, formand for interessegruppen for whiplash under PTU (Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesramte), sygeplejerske, psykoterapeut, MVO, bragt i medlemsbladet PTU Nyt (nu Livtag)

Bogen er den første af sin art i Norden, hvor en piskesmældsramt fortæller om sine egne erfaringer og oplevelser. Forfatteren, der er forhenværende sygeplejerske, fortæller om at leve med piskesmæld og om de til tider rystende møder med det danske sundhedsvæsen, hun udsættes for.

Bogen er skrevet med en fænomenal kombination af faglighed, personlige erfaringer og i en poetisk stil, der får læseren til at reflektere over forfatterens beskrivelse af sit forløb fra skadestidspunkt til i dag. I dag er Hanne Holst Rasmussen via ”en lang rejse”, blevet opereret i udlandet for sine omfattende skader i nakken. Dette har givet hende en livskvalitet, som hun ikke troede mulig før operationen.

På mange måder er bogen en beskrivelse af en lang rejse i det danske sundhedsvæsen, som ikke evner at give Hanne Holst Rasmussen den hjælp, hun har brug for, men snarere omskriver hendes lidelser til delvist psykologiske fænomener. Det er en rejse, hvor Hanne Holst Rasmussen slutteligt må erfare og erkende, at hun ikke magter fortsat at være aktiv på arbejdsmarkedet, og at den hjælp, hun har brug for, skal søges på egen hånd i udlandet.

Efter en omfattende operation i udlandet venter en lang rejse hjem til et sundhedsvæsen, der delvist anerkender at have overset de alvorlige skader, Hanne Holst Rasmussen havde pådraget sig ved ulykken. Den lange rejse tvinger forfatteren til at tage sig selv og piskesmæld alvorligt, selvom omgivelserne hårdnakket forsøger at psykologisere og bagatellisere skaden. Hele rejsen giver Hanne Holst Rasmussen en fornyet selvindsigt og viden om de alvorlige skader, der kan opstå som følge af et piskesmæld. Dette  kommer nu alle læserne til gavn, og bogens budskab er klart: ”Tag piskesmæld alvorligt”.

Bogen henvender sig til andre med piskesmældsskader, pårørende og ikke mindst professionelle inden for sundhedsvæsenet

 

Boganmeldelse af formand for Whiplashforeningen Susan Stick bragt i medlemsbladet Whiplash Nyt nr. 3 September 2010

Det første jeg vil rose bogen for, er dens opbygning med overskuelige afsnit. Det er en rigtig god ide, at hvert afsnit bliver afsluttet med en grå boks, hvor der summes op og Hanne giver sine erfaringer og råd videre. Hanne følger i bogen sin egen udvikling kronologisk, uden at springe for meget ud i efterrationaliseringer. Det gør det nemt for læseren at følge hendes piskesmældsforløb.

For mig personligt blev det et slags parløb, hvor læsningen af hendes historie næsten løb parallelt med min egen i mit hovedet. Så jeg har både grædt og smilet undervejs. Jeg kan ikke være den eneste piskesmældsramte, der får det på den måde. Så jeg tror Hanne har fanget essensen i  meget af det, der er fællesgods for os ramte.

Når man læser bogen føler man sig tryg i Hannes selskab, man forstår straks, at hun har sat sig grundigt ind i det materiale der findes om piskesmæld. Så ud over at det er en meget følelsesbetonet bog, er det også en klog bog, hvor Hanne undervejs gør sig mange overvejelser om hvad der godt og skidt for hende.

Og så er vi ved  kernen af hele problematikken omkring piskesmæld. Du skal mærke efter hos dig selv og så tage det piskesmæld alvorligt. Ellers får du det aldrig bedre.

jeg er sikker på at der er rigtig mange der kunne have gavn af at læse Hannes bog, så den skal have mine varmeste  anbefalinger.

Bag i bogen findes et væld af bilag og noter, som kan hjælpe den ivrige læser videre til andre informationer.

Bogomtale af journalist Margith Lærke bragt i Århus Stiftstidende 31.01 2010 
Første bog om piskesmæld.

Hvad gør man, når man bliver ramt af invaliderende sygdomme og ikke bliver taget alvorligt af vores sundhedssystem? Det spørgsmål kan mange piskesmældsramte patienter tale med om, blandt andre sygeplejersken Hanne Holst Rasmussen, der blev påkørt voldsomt bagfra af en lastbil. I bogen "Tag piskesmæld alvorligt - Forløb, erfaring og rådgivning" øser hun af sine erfaringer og sin dagbog fra tiden efter ulykken, hvor hun løb spidsrod gennem det danske sundhedssystem.

 

3. LÆSERES UDTALELSER OM BOGEN: 

Jeg har ikke læst meget om at være whiplash skadet før jeg sidste sommer lyttede din bog, der beskrev mig og min tilstand bedre end jeg selv kunne, jeg tudede vildt over selverkendelse, og da der atter var ro på mig, tudede jeg igen - nu over at andre (du) måtte opleve samme lidelser og manglende forståelse fra omgivelserne som jeg. Herefter måtte jeg en del boghandler igennem så min kone kunne læse din bog og måske komme et trin tættere på at forstå mig. Tak for din bog, tak Hanne

 

Det hjælper meget at læse din bog. Det er et samlet værk om alt det essentielle, det drejer sig om i forbindelse med whiplash. Der er mange blandede meninger og afhandlinger om dette emne, men ikke, som dette. Man kan læse din bog, få en saltvandsindsprøjtning, få hjælp og guide og sige: " Jamen, her er et menneske, der har oplevet meget af det samme" . Ved at læse din bog, får jeg en masse oplysninger i et samlet værk, som jeg ville være gået død i at søge at finde på nettet. Og ikke har kunne finde, fordi det ikke nogensinde har været beskrevet på denne måde. Tak, fordi du har lavet sådan en bog. Jeg tror, at den vil hjælpe mange. Ja, jeg kunne sige mere. Du er et fantastisk menneske.

 

ENDELIG kom den længe ventede bog af Hanne Holst Rasmussen. 

Kan anbefales til ALLE, der er i kontakt med mennesker med "piskesmæld".
Er god at få forstand af. Mange pårørende til ramte kan have STOR glæde af den. 
Mit inderlige ønske er at MANGE læger og sagsbehandlere vil læse og LÆRE
af den.

 

Værd at læse, både for folk som selv er blevet ramt af piskesmæld og andre.

Håber at bogen, som det er intensionen, vil være med til at få folk til at tage piskesmæld alvorligt

 

Jeg har i mange år manglet en bog om andres erfaringer, da jeg ikke synes der findes noget, og derfor er din bog som sendt fra himlen.

 

Du betyder mycket för många - även för nackskadedrabbade doktorer!!!

 

Jag tycker Din bog är fantastisk så långt jag har kommit i läsningen! Jag blir så berörd och känner igen en hel del!

 

Jeg kan bare genkende SÅ meget i det forløb du har været igennem. Jeg glæder mig til at læse videre. En kæmpe stor tak til dig fordi du har skrevet om piskesmæld.

 

 jeg bare have lov at fortælle dig at det er SÅ SKØNT at du har skrevet denne hudløst ærlige beretning og du skal bare vide at det hjælper mig utroligt meget at læse din historie og få gode råd til hvad jeg selv kan gøre. Det er så frygteligt at læse din historie, da den på mange områder ligner min meget. Men samtidig en øjenåbner for mig, at jeg simpelthen MÅ kæmpe, selvom læger, venner, familie og kommunen tvivler på mine gener og smerter. Du skal bare vide at du gør en forskel!

 

Jeg har læst din bog med smil og tårer. Jeg kan næsten ikke sige, hvor meget jeg genkender.

 

Jeg er en norsk dame som nettopp har lest boken din. Takk så mye for den fantastisk gode jobben du har gjort ved å skrive den. Det var utrolig godt å kunne lese om dine symptomer og utfordringer i hverdagen. Det er trøst i å vite at man ikke er alene om erfaringene rundt whiplash/nakkeskade. Tusen takk igjen Hanne for boken du har skrevet! Du har gjort en stor innsats som vil hjelpe mange fortvilte medmennesker:)

 

Bogen er utrolig godt lavet, bare en skam at det rent faktisk er sådan det fungerer i vores system. Jeg vil stærkt anbefale bogen rundt omkring hvor jeg kommer. Både til familie, venner og behandlere for den sags skyld, så de kan få øjnene op.

 

Jeg synes du har skrevet en medrivende bog. En bog, hvor du beskriver dine egne erfaringer i et filosofisk perspektiv og med forskningsforankret faglig baggrund. Det gør din bog interessant og vedkommende at læse også selvom jeg ikke er i eller har oplevet situationer, der på nogen måde ligner din.

 

Har lige læst bogen . Endelig kom der ord på vores mere eller mindre lidelser. Kan virkelig anbefales, der er så mange oplysninger i bogen, som vi ikke altid selv kan finde ord for, jeg anbefaler den varmt til alle, også selv om de ikke her piskesmæld, læs den og bliv klogere på det skjulte handicap, som vi efterhånden er mange der kæmper med, både familier og læger, og andre behandlere som mener vi bare skal tage os sammen.!!!!!

Stor tak til Hanne.

 

Tusind tak for fantastisk læsning og en masse brugbare informationer og en masse nyt at tænke på :-)

 

Hold fast hvor beskriver du det bare godt. Er sikker på at min mand, forældre og resten af min omgangs kreds vil have godt af at læse den. Så de måske forstår lidt af, hvad man har været igennem. Bare lige en lille hilsen fra en "fan":-)

 

Tak for en dejlig bog. Lige til at gå til. Jeg er selv ramt af whiplash for 15 år siden, og dengang var det endnu mere 'fy'-fy' ord end i dag. Jeg har stærkt anbefalet den til både min læge, fysioterapeut og kiropraktor,

Men... jeg må da indrømme, at det også gav en lille nedtur at få rippet op i tingene igen, for de aller værste oplevelser har jeg mere eller mindre periodisk lagt bag mig. Og så dog...

 

Puu haa, føler mig så genkendt.

 

Hanne, tak for en vidunderlig bog! At læse din bog var som at læse min egen historie. Jeg var også ude for en voldsom ulykke for snart 10 år siden og min arbejdssituation er aldrig blevet afklaret, netop fordi jeg ikke tog mig selv alvorligt. Jeg har nu 'smidt håndklædet i ringen" og kan ikke mere. Tak fordi du har hjulpet mig med at sætte ord på mine symptomer og min lidelse. De kærligste hilsner.

 

Jeg startede på at læse din bog og jeg må sige at det gir mod til at kæmpe videre når man hører din "historie" og erfaringer.

 

Tusind tak for fantastisk læsning og en masse brugbare informationer og en masse nyt at tænke på

 

Forleden havde jeg en åbenbaring medens jeg læste et ugeblad!!! Der var en annonce for en bog der hedder: "Tag Piskesmæld alvorligt" af Hanne Holst Rasmussen. Jeg fik den tilsendt i går efter at have købt den på nettet og har ikke lagt den fra mig siden. 

Den er nem at læse og skrevet i et sprog man kan forstå, og så rammer den lige plet. NEJ der er ingen der betaler mig for at skrive det her og jeg er ikke på nogen måde blevet spurgt om at skrive det lol det er bare en godt bog. 
Det ikke at blive taget alvorligt, blive talt ned til af læger og eksperter er bare så hårdt, man skal næsten være uddannet læge for at kunne komme nogen vegne! At andre tror det er psykisk, dovenskab eller noget i den stil er så deprimerende. Det er det som bogen gør op med. 
Bogen har min varmeste anbefaling, og jeg håber at i andre også kan få glæde af den! 

Tak :-)

 

Jeg er idag blevet opmærksom på din fine bog, og jeg vil sige tak fordi du har haft lyst til at dele af dig, dit liv og livssituation med os andre. Det er så vigtigt at få viden som din bredt ud i samfundet.

 

Jeg er pt. i arbejdsprøvning på et biblioteket, og mens jeg sorterer bøger, falder din bog ned på gulvet – jeg samler den op og kigger.... piskesmæld... den må jeg låne tænkte jeg. Sidder lige nu med tårer i øjnene, for måske skyldes mine nakkesmerter ikke kun noget psykisk, men et levn fra et fald ned ad en trappe. Jeg var nemlig ikke klar over, at man kunne få piskesmæld af et fald. Så nu læser jeg ivrigt videre og tænker, at det er tid til handling i egen situation. Tak fordi du har skrevet denne bog og at den faldt lige ned foran mig, er jo en gave:)

 

Jeg har lige læst din bog. Den gav virkelig stof til eftertanke. Jeg blev skiftevis rørt over den måde du og din famile taklede det, I måvære en stærk familie, - og gal på det system, der ikke troede på dig. Tænk at der stadig findes mennesker/ læger der ved bedre en patienten selv. Hvor er det dejligt, at du fik hjælp til sidst! Der er så meget i bogen, der har berørt mig. Hvordan fandt du egentlig kræfterne til at kæmpe mod et system, som ikke ville anerkende, at du havde brug for hjælp?

 

Jeg vil først og fremmest takke for den fantastiske bog, du har skrevet. Den var som en åbenbaring for mig – jeg må indrømme, at jeg græd flere gange under læsningen, for det var på mange måder som at læse min egen historie. Jeg blev også utroligt rørt over resultaterne af din operation – jeg kunne nærmest føle, hvordan du havde det! Jeg er meget imponeret over din kamp i alle disse år, og jeg ved jo, at din kamp fortsætter. Mange tak for det hele. Jeg vil af hele mit hjerte ønske dig held og lykke med dit liv og dit helbred fremover. Endnu engang tak for en givende bog.

 

Jeg er utrolig glad for at du har skrevet bogen om pisksmæld. Er ved at læse den, men det hjælper mig ved at få sat ord på de frustrationer som jeg selv har været ude for. De er nemlig lige de samme som du har været igennem, det at der kan gøres noget har betydet noget for mig, for jeg havde næsten opgivet helt at få et liv igen, men det har nu gjort at jeg nu vil prøve at finde ud hvor jeg kan få lavet min nakke, så jeg også kan få et liv igen. Tusinde tak

 

Jeg er utrolig glad for bogen om pisksmæld, er ved at læse den, men det hjælper mig ved at få sat ord på de frustrationer som jeg selv har været ude for. De er nemlig lige de samme som du har været igennem, det at der kan gøres noget har betydet noget for mig, for jeg havde næsten opgivet helt at få et liv igen, men det har nu gjort at jeg nu vil prøve at finde ud hvor jeg kan få lavet min nakke, så jeg også kan få et liv igen.

 

TAK for din bog. Det var en stor mental oplevelse for mig at læse, at andre har/har haft det som jeg. Somme tider tror man jo at det kun er èn selv der lider:( Så TAK! ) Det glæder mig du nu kan begynde at leve livet og ikke bare være i live.

 

Jeg er ved at læse din spændende bog. Jeg er meget imponeret over al den viden, du har samlet i bogen.

 

Jeg har med stor opmærksomhed læst din bog, Tag piskesmæld alvorligt. Tak for din bog og din flotte indsats.

 

Det var en meget rørende oplevelse at læse bogen, og det er utroligt godt skrevet og beskrevet. Det var som at være der selv. Jeg græd flere gange og kunne ikke lægge den fra mig.

 

Da jeg læste din bog så jeg lyset for enden af tunnellen igen. Det at læse din bog har altså givet lidt håb igen. TAK for det. Godt der var nogen der gjorde det.

 

Jeg har med stor interesse læst din bog og finder den meget interessant. Ikke mindst din omtale af ikke objektive speciallæger som du meget præcist rammer ind i den store problematik der er i Dk omkring deres undersøgelser og udtalelser i whiplashsager. Det er ufortsåeligt at Sunhedsstyrelsen har afvist så mage patientklager og endnu ikke har uvidet deres syn på disse skader. Jeg er fuld af beundring for at du har magtet at tage téten op og skrevet en bog om emnet oven i din sygdom. Jeg har længe været klar over at der var et "hul" i litteraturen på dette felt men havde ikke overskudet til at udfylde det og som årene er gået (min trafikulykke skete i dec året før din) har jeg valgt at lægge fokus på andet end sygdom. Under alle omstændigheder tror jeg at din bog nu er medvirkende til at skabe den debat om whiplash vi har savnet så meget i DK.

God vind fremover.

 

 Tak fordi du fik skrevet din bog. Jeg ved, at det har kostet en stor indsats for dig at skrive den. Titlen er jo både henvendt til den ramte, som til systemet og lægerne.

 



4. BOGENS INDHOLDSFORTEGNELSE

Om bogen

 

FØRSTE DEL - Om ikke at blive taget alvorligt

 

Når uheldet er ude                                                                                                     

 

Chok                                                                                                                          

En grænseoverskridende oplevelse                                                                          

 

Psykologisk krisehjælp                                                                                             

 

Piskesmæld – nej ikke mig                                                                                       

 

Træning                                                                                                                    
Fra sympati til mistænkeliggørelse                                                                      

Du ser godt ud                                                                                                    

En ramt familie                                                                                                  

Arbejde og fyring                                                                                                

Lettelse                                                                                                                    
Svimmelhed, smerter og søvn                                                                                  
Alternative muligheder for at påvirke helbredet                                                  

At blive ramt på identiteten                                                                                

Når heldet er ude                                                                                                        
Fleksibelt fleksjob                                                                                                
Hjælpemidler                                                                                                            
Håb, stædighed og viljestyrke                                                                              

I klemme mellem videnskab og holdninger                                                            

Overvældende ekspertoplevelser                                                                          

At tilpasse sig                                                                                                           
Objektivitet?                                                                                                      

Magt og afmagt                                                                                                    

Nogle konsekvenser af ikke at blive taget alvorligt                                              

Erstatning – en langvarig sag                                                                                

Der må være en mening med ulykken                                                                  

At komme videre                                                                                                

Mit liv knap tre år efter ulykken                                                                               

ANDEN DEL  -  Om at tage sig selv alvorligt                         

Udsigt til større indsigt                                                                                        

Anderledes fysioterapi                                                                                        

Et stort skridt                                                                                                             
Glæden ved at møde ligestillede                                                                          

Af skade bliver man klog men sjældent rig                                                               

Pension                                                                                                                        

At tage mig selv alvorligt                                                                                         

Valg                                                                                                                          

Kurophold i Slovakiet                                                                                              

Nedtur                                                                                                                      

Tid til eftertanke                                                                                                       

Fornyet håb                                                                                                               

En vanskelig beslutning                                                                                           

Uventet støtte                                                                                                          

”Lyt til dit hjerte”                                                                                                    

Ægte venskab                                                                                                          

Endnu et  møde med en subjektiv dansk speciallæge                                              

Endnu et mirakel i Tyskland                                                                                  
Hjem til et nyt liv                                                                                                     

Lyt til kroppen                                                                                                        
Anerkendt og atter underkendt     

Arbejdet for whiplash-sagen

Efterskrift                                                                                                           

Noter                                                                                                              

TAK                                                                                                                     

Litteraturhenvisninger                                                                                              

 

 

5. BOGENS FORORD

”Livet er ikke blot en gave, det er også en opgave”. (Ole Kirk Christiansen)

En kold vinterdag i december blev den sidste dag i mit gamle liv. Den dag ændredes ALT. Jeg blev påkørt bagfra af en lastbil, der kørte 90 km/timen. Selv kørte jeg 10, måske 20. Sammenstødet  var ubeskriveligt voldsomt.

Sammen med min mand og livsledsager gennem 25 år og vores to teenagedrenge på 13 og 16 år levede jeg et lykkeligt familieliv. Jeg var netop i en alder af 48 år blevet færdig med en tillægsuddannelse som supervisor og i færd med at søge mit drømmejob som uddannelseskoordinator/uddannelsesansvarlig på et af byens lokalcentre.

Drømmen brast dog brat – så brat, at der skulle gå meget lang tid, før jeg accepterede, at alt var totalt ændret. Trods massive symptomer fandt hverken neurolog eller egen læge tegn på skader efter ulykken. I løbet af foråret fik jeg diagnosen piskesmæld (whiplash), der bevirkede, at jeg ikke blev taget alvorligt i sundhedsvæsenet.

15 mdr. efter viste det sig alligevel, at jeg havde nakkeskader. Fordi jeg havde anlagt en erstatningssag, fik jeg på forsikringsselskabets foranledning lavet en speciallægeundersøgelse hos en neurokirurg, og skaderne blev diagnosticeret.

29 måneder efter ulykken fik jeg ved røntgen påvist, at min venstre skulder var gået delvist af led, men egen læge fandt ikke grundlag for yderligere undersøgelse.
34 måneder efter ulykken fik jeg igen i forbindelse med en speciallægeundersøgelse som led i erstatningssagen diagnosticeret en svært frossen venstre skulder som følge af ulykken.
54 måneder (4 ½ år) efter ulykken blev jeg på eget initiativ undersøgt af en tysk neurokirurg ved hjælp af røntgengennemlysning under funktion og fik således langt om længe den rigtige diagnose, nemlig ustabil nakke med ledbåndsskader mellem kraniet, første og anden nakkehvirvel. Anden nakkehvirvel var desuden drejet 10 grader mod venstre, hvilket afstedkom rygmarvstryk ved bestemte bevægelser.
57 måneder (4 ¾ år) efter ulykken blev jeg for egen regning opereret i Tyskland. På det tidspunkt var min livskvalitet så dårlig, at jeg følte, jeg kun havde to valg: At tage mit eget liv eller at tage til et fremmed land og få foretaget en operation, som lægerne i Danmark ikke billigede på grund af mangelfulde videnskabelige beviser for dens effekt. Jeg valgte operationen.

Allerede samme dag som operationen fandt sted, oplevede jeg, at jeg fik mit liv tilbage. De symptomer, der i lang tid havde været de mest anmassende og lidelsesfyldte, var stort set forsvundet som dug for solen. Trods en fikseret nakke har jeg ikke et eneste sekund fortrudtmit valg.

Efter operationen i Tyskland blev mine skader for første gang anerkendt af en dansk speciallæge. 

***

Hvert år får flere tusinde mennesker i Danmark piskesmæld (forstuvning af nakken). Piskesmæld er ikke en diagnose, men betegnelsen for den pludselige, voldsomme og rykvise bevægelse af hoved og nakke, der finder sted i ulykkesøjeblikket. Oftest ved påkørsel bagframen også ved mange andre former for ulykker – fald på trappe, cykel, påkørsel fra siden, skub etc. De fleste bliver heldigvis hurtigt raske.

Sundhedsstyrelsen vurderer, at ca. 6000 danskere hvert år får whiplash; men kun ca. 5-10 % får varige skader, altså vedvarende/kroniske og indtil videre uforklarlige skader1. Kiropraktor, Ph.D., Lars Uhrenholt mener dog, at tallene er langt højere, idet forskning tyder på, at det snarere drejer sig om 10.000-15.000 danskere om året, og at mellem 25 og 50 % får varige skader, mens 10 % får så alvorlige skader, at erhvervsevnen bliver nedsat.

Heldigvis slipper hovedparten med forskrækkelsen. Ifølge Videnscenter for Hjerneskade forventes halvdelen af whiplashskadede at være i arbejde efter 3 uger og 75% efter 3 måneder. Efter 6 mdr. tales om kronisk whiplash, men helingsprocessen kan i svære tilfælde vare helt op til et år3.

Selv hører jeg som sagt til blandt dem, der har fået alvorlige, tiltagende og kroniske skader med tab af erhvervsevne til følge.

Det er først og fremmest mine oplevelser med diagnosen kronisk whiplash, bogen bygger på. At få og leve med denne diagnose har været en stor udfordring. Når mennesker forstuver en fod, tages det alvorligt. Lægen råder patienten til at aflaste foden for at undgå varige mén. Men når det drejer sig om forstuvning af nakken, sker det stik modsatte. Patienten opfordres til hurtigst muligt at komme i gang med at leve så normalt som muligt og starte træning.

Nakken er en langt mere udsat legemsdel end anklen, fordi nakken har talrige nervebaner, som er tæt forbundet med hjernen og øverst oppe er i direkte forbindelse med den hårde hjernehinde, som er en del af centralnervesystemet. Desuden omslutter nakkens knogler rygmarven, og da den ydermere har stor andel i ligevægt og balance, synes det absurd, at det bedste råd er at træne og leve så normalt som muligt. Men ikke desto mindre er det sådan, det foregår.

Kronisk piskesmæld betragtes nemlig af mange i sundhedssektoren som en af de såkaldt moderne kvindelidelser i lighed med f.eks. fibromyalgi, bækkenløsning og kronisk træthedssyndrom. Talsmænd for dette syn mener, at alt for mange i samfundet, specielt kvinder, sygeliggøres og forbliver i en livslang sygerolle, selv om at de ikke fejler noget.

Sundhedsstyrelsen fastslog i år 2000 og Arbejdsskadestyrelsen i 2001, at whiplash ikke er en ”velafgrænset sygdomsenhed, fordi der ikke er tale om en ”medicinsk diagnose”.

At vi ikke fejler noget velafgrænset betyder, at det indtil videre ikke er lykkedes lægevidenskaben at finde tilstrækkeligt entydige videnskabelige beviser for, at der er legemlige årsager til lidelsen.

De undersøgelsesmetoder, der anvendes i Danmark til patienter med kronisk whiplash ( også kaldet WAD) såsom røntgen og MR-scanning, viser som oftest ikke fysiske skader. Det er dog langt fra ensbetydende med, at der ikke er skader. Whiplash kan give skader på knogler, led, ledbånd, muskler, kar, brusk og nerver i nakken samt blødninger; men disse skader findes sjældent ved ovennævnte undersøgelsesmetoder.

De skader, jeg havde i form af rygmarvstryk og instabilitet i den øverste del af nakken, afsløres primært med funktionelle undersøgelsesmetoder så som funktionel MR-scanning (MR-scanning  underbevægelse). Denne undersøgelsesmetode anvendes bl.a. til patienter med svær gigt i nakken13. Disse patienter får, efter diagnosticering af præcist de samme lidelser, som jeg og flere andre whiplashskadede har fået diagnosticeret i Tyskland, foretaget samme operation, vi rejser til Tyskland og får lavet. Alligevel menes vi fortsat at have en psykisk lidelse. Et synspunkt som bl.a. en neuropsykolog, der har undersøgt mange whiplashskadede, har gjort sig til fortaler for.

I Ugeskrift for læger fra 2005 henvises til Lægeforeningens debatbog om ”de nye sygdomme”. I denne bog gives udtryk for lignende holdninger. De ni forfattere mener tilsyneladende, at de flestekroniske smertepatienter, inklusive patienter med whiplash, ikke er syge og derfor ikke bør have deres gang i sundhedsvæsenet, som har til opgave at behandle syge mennesker.

Min vej fra fejldiagnosticering til diagnosticering og behandling var meget lang og til tider uvejsom. Uden andres utrættelige hjælp, et vedvarende håb samt en stor portion viljestyrke og stædighed, var det aldrig lykkedes mig at nå så langt, selv om det i virkeligheden er såre simpelt. Vi er ikke whiplashpatienter; for whiplash er som tidligere nævnt blot en bevægelse. Vi er mennesker med skader i nakken eller nakkeskadede, om man vil.

Nakkeskader undersøges. Men med en whiplashdiagnose fik jeg primært foretaget undersøgelser, fordi forsikringsselskabet forlangte det, og ikke fordi lægerne fandt det nødvendigt.

Min historie vidner om, at sundhedssektoren og specielt lægerne er på afveje. Uanset hvad patienten fejler, bør læger tage patienten alvorligt. Hvorfor sker det ikke hos patienter med whiplash? Handler det om afmagt? Manglende viden? Internt pres læger imellem? Pres fra Sundhedsstyrelse eller forsikringsselskaber? Andet? Til trods for at der går masser af mennesker rundt i Danmark, som efter en ulykke har stort set de samme svære symptomer og et liv på vågeblus, bliver mennesker med en whiplashdiagnose psykologiseret og mister med tiden tilliden til sig selv og til, at vi er i stand til at vurdere, hvordan vi selv har det. Mange har stadig en stor autoritetstro, som bevirker, at deres egne overlevelseskræfter sættes ud af spil. Tilbage står lægernes vurdering af, at vi ikke fejler noget, skønt hovedparten af os var fuldstændig raske og velfungerende før ulykken. Lægernes holdning afspejles også i befolkningen. Så selv om lægerne er på afveje, tror langt de fleste mennesker stadig på deres vurderinger. Det gør det ekstra vanskeligt at være nakkeskadet. Det er på tide, at læger og andre åbner øjnene for alle de mange symptomer, nakkeskadede har, og ikke betragter os alle som psykiske eller psykosomatiske tilfælde.


Men det er også på tide, at vi som nakkeskadede tager sagen i egen hånd, står sammen og ikke længere finder os i at blive psykologiseret. At vi med andre ord begynder at tage os selv alvorligt!

Til dato har jeg ikke mødt en eneste nakkeskadet, som ikke har ønsket at være rask og i arbejde. Arbejde er for de fleste danskere en vigtig del af deres identitet. Derfor er det et alvorligt indgreb i identiteten, når det ikke længere er muligt. Jeg er endda overbevist om, at mange af os ville være i stand til at arbejde, hvis vi fik den rigtige behandling og rehabilitering efter skaden; men i stedet får vi lov at passe os selv. Satte samfundet ind, når vi havde fået konstateret kroniske nakkeskader, og gav os tilbud om at lære at leve med og håndtere de kroniske smerter, lære at bruge vores krop på en mere hensigtsmæssig måde, gradvis optræning, som efterhånden ville kunne gøre vores fysik bedre, psykologhjælp til at lære at leve et liv med et usynligt handicap etc., tror jeg, det ville se meget anderledes ud for mange.

Som det foregår nu, bliver nakkeskadede automatisk storforbrugere af sundhedsydelser og overførselsindkomster. Vi koster samfundet millioner af kroner. Hvis man i stedet gjorde en indsats for at hjælpe os, ville udgifterne sandsynligvis kunne reduceres kraftigt. Heller ikke jeg har fået tilbudt nogen form for hjælp. Uden min egen aktive og konstant opsøgende indsats var jeg ikke nået til, hvor jeg er i dag. Det kræver stor vedholdenhed i alle forhold – også med hensyn til f.eks. konstant ”at være i haserne på” læger, sygehuse, advokater og forsikrings-selskaber. Ingenting sker af sig selv. 

***

Bogen startede med dagbogsskriveri, som med tiden ændredes til at blive til andet og mere. Bogens titel ”Tag piskesmæld alvorligt” er en opfordring eller måske en udfordring ikke blot til piskesmældsskadede, den også til alle andre – familie, venner, kolleger, læger, politikere etc. Undertitlen ”erfaring og rådgivning” hentyder til, at det er mine personlige erfaringer, der ligger til grund for bogen. I slutningen af flere kapitler udleder jeg råd af mine erfaringer.

 

Da jeg efter 4 ¾ år genvandt min normale hjernefunktion og evne til at læse efter operationen i Tyskland, begyndte jeg systematisk at læse mere dybtgående og også videnskabelig litteratur om emnet, ligesom jeg systematisk gennemgik denne bog og fik refereret til læst litteratur, hvor det var muligt. Bogen er langt hen ad vejen et udtryk for mine egne holdninger og meninger, præget af min uddannelse som sygeplejerske, og ikke et forsøg på at lave en videnskabelig redegørelse om whiplash; men med de mange litteraturhenvisninger, der nu er tilkommet, underbygges det skrevne, og læseren har mulighed for selv at studere videre.

Bogen består af to dele. Første del afsluttede jeg knap tre år efter ulykken – i efteråret 2005. I den tid der var gået indtil da, havde jeg brugt mange kræfter på at lære at leve et liv som handicappet med en usynlig lidelse. Min oprindelige plan var, at bogen skulle slutte her, fordi jeg da havde fået diagnosticeret fysiske skader. En læge konstaterede: ”Der er i dag god sammenhæng mellem ulykken og patientens symptomer”. Langt om længe syntes jeg, at jeg blev taget alvorligt. Der var objektive beviser for skaderne, og al tvivl om, hvorvidt jeg var blevet skadet, var ”manet til jorden”. Det samme var min egen lille tvivl, som naturligvis var blevet ”gødet”, hver gang jeg blev konfronteret med, enten at jeg ikke fejlede noget, eller med at min lidelse foregik ”mellem ørerne” og ikke i nakken.

 Med diagnosticeringen af skaderne var det bevist, at jeg var skadet. Derfor afsluttede jeg bogen. Men så skete der det, at jeg fik en meget vigtig erkendelse. Det gik op for mig, at det ikke kun var andre, der ikke havde taget mig alvorligt efter ulykken. Jeg havde rent faktisk heller ikke taget mig selv alvorligt. Mange andre havde i alt for lang tid fået lov at sætte dagsordenen i forhold til mit helbred. Med denne nye og vigtige erkendelse måtte jeg skrive på ny. Bogens del to tog derefter sin begyndelse.

Med min ændrede indstilling til mig selv og min lidelse begyndte jeg at finde nye veje. Trods fortsat svære varige mén på grund af for sent iværksat behandling har jeg i dag fået livskvalitet igen. Derfor kan jeg nu med sindsro afslutte bogen ca. 7 år efter den mest dramatiske dag i mit liv.

 

6. MIN TILSTAND I DAG

Da mange sprøger, hvordan jeg har det i dag, har jeg valgt at lave denne side. 

I sommeren 2012 fik jeg fjernet det materiale, jeg havde fået indopereret i Tyskland. Materialet havde i et par år siddet løst og generet mig. Efterhånden invaliderede det mig og blev uholdbart. 

Jeg forsøgte at få det fjernet i det danske sundhedsvæsen; men det lykkedes ikke. De kunne ikke på billeder se, at materialet sad løst. Kun at de to længste skruer mellem C1- og C2 var bøjede. Spcielt i den ene side.

Selv kunne jeg dog mærke, at det skurrede og klikkede og føltes, som om mit hoved blev trukket skævt, og jeg var sikker på, at det skulle ud. Det lykkedes mig at få et privathospital til at fjerne det - mod egen betaling. Men det var det hele værd. 
De havde forud sendt bud efter værktøj i Tyskland, som skulle bruges til fjernelsen; men det blev slet ikke nødvendigt, idet det sad så løst, at det med lethed kunne pilles ud med fingrene. I virkeligheden var det helt efter bogen, idet skruer og stænger ikke var blevet fikseret med knogle, som kunne have fået det til at gro fast. Derfor går det altid løst indenfor de første fem år indsættelsen. 

Operationen har helt sikkert reddet mit liv og min førlighed; men den har også haft sine omkostninger. 
Min nakke er i dag helt nedslidt. Dels pga operationen. Dels pga den lange tid, der gik, før jeg blev opereret. Dels pga. skader fra whiplashbevægelsen. Bl.a. løse lebånd mellem C4-C6, der gør nakken ustabil. Mine diski er på alle niveauer væk. Jeg er begyndt at danne nye knogludvækster, der trykker på nerverne. Derfor er jeg stillet endnu en operation i udsigt på et tidspunkt. Indtil videre lever jeg med smeterne, og de er ikke bleve forværret, så jeg venter og håber, det aldrig bliver aktuelt. 

De store muskler i min nakke er blevet skåret over i forbindelse med operationen. De kan således ikke genoptrænes. Derfor er det de små muskler, der i dag skal bære mit hoved. Det betyder, at jeg hurtigt bliver træt i nakken, hvorfor jeg har meget brug for nakkestøtte. Alterntivt får jeg voldsom nakkemigræne.  

Der gik lang tid efter fjernelsen af materialet, før jeg begyndte at føle, at det gik fremad igen. I dag kan jeg have lange perioder, hvor det går rigtig godt. 
Desværre er jeg kropsligt skrøbelig. Et forkert løft eller en lidt for voldsom opbremsning, er nok til at generere øgede smerter i lang tid (måneder) efter. Jeg vil for altid skulle passe meget på med, hvad jeg foretager mig. 

Pga. den nedsatte kraft i hele venstre side forårsaget af rygmarvstryk før operationen i Tyskland, er jeg meget skæv i kroppen i dag. Heldigvis har jeg fundet en akupunktør, der også er specialist i posturologi, og som ved meget om kroppen og dens funktion. Min venstre skulder kan hænge helt op til 10 cm lavere end den højre, når jeg ikke er rettet op, og det giver svære problemer med bl.a. balance, svimmelhed og kvalme. Ved hjælp af permanente nåle i højre øre, er det dog nu rettet op. Jeg har haft nålene siddende i de sidste fire år. Kun når en af dem falder ud, bliver jeg atter skæv - og svimmel etc.

Jeg får desuden akupunktur behandling ca. 1 gang om ugen, hvilket er med til at holde "mig stabil". 
Ud over dette går jeg til fysiopilates, som er en træningsform, hvor specielt de små muskler i bækkenet og langs rygraden strykes. Således giver træningen en vis stabilitet i kroppen, og der skal mere til at "vælte mit læs", end når jeg ikke træner. På det seneste er jeg begynt at træne Qigong, som er en mellemting mellem akupuntur "indefra", bevægelser og meditation. Som jeg hidtil har forstået det. Det er svært og kræver træning. 

Også lange gåture med et godt sving på armene, er med til at styrke mig. Det samme er en god og nærende kost. Jeg spiser ikke rent antiinflammatorisk (Se under "Lev med whiplash" og "Inflammation og kost"); men jeg tænker meget over, hvad jeg spiser, ligesom jeg tager en del tilskudspræparater. 

Jeg lever med daglige og svære smerter og med at skulle passe på i forhold til, hvad jeg foretager mig. Mit liv er meget indskrænket i forhold til før ulykken; men jeg har et godt liv, som jeg ikke vil være foruden. Jeg har fundet dyb mening med at deltage i samfundsdebatten på whiplashområdet og også omkring brugen af samlebetegnelsen funktionelle lidelser om en lang række lidelser, herunder whiplash. Funktionelle lidelser er psykiatriske sygdomme, og efter min bedste overbevisning har whiplash aldrig været en psykiatrisk lidelse, men fysiske skader efter whiplashbevægelsen. 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE